Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


DEN dansAe, 

STJERNE 

Maj 1978 • 127. årgaj^ • Nummsr 5 




Mc KAY MAGLEBY 1977 



dansAa 



DEN 

^j< TW\ W *J7\ 11 "MT W7\ for Jesu Kristi Kirke af Årgang 127 



Organ Maj 1978 

for Jesu Kristi Kirke af Årgang 12 

Sidste Dages Hellige Nummer 5 



Det øverste Præsidentskab: Spencer W. Kimball, N. Eldon Tanner, Marion G. Romney. 

De tolvs Råd: Ezra Taft Benson, Mark E. Petersen, Delbert L. Stapley, LeGrand Richards, 
Howard W. Hunter, Gordon B. Hinckley, Thomas S. Monson, Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, 
Bruce R. McConkie, L. Tom Perry, David B. Haight. 

Rådgivende komité: Gordon B. Hickley, Marvin J. Ashton, L. Tom Perry, Marion D. Hanks, 
James A. Cullimore, Robert D. Hales. Redaktør af kirken magaziner: Dean L. Larsen. 

International Magazines redaktion: Larry A. Hiller, Carol Larsen, Roger Gylling. 

Den danske Stjernes redaktion: Jørgen Ljungstrøm, Translations Services, 
Vodroffsvej 7, DK-1900 København V. 

Korrespondenter: Københavns Stav: — . Den danske Mission: — . 



Inholdsfortegnelse 



Tal venligt, Marion G. Romney 1 

Bøn: Missionnærværktøjet i enhvers hænder, Dean L. Larsen 4 

Spørgsmål og svar, M. Murray Rawson j Delbert L. Stapley 7 

Nyskabelse i klasseværelset, LeRoy Barney 10 

Lille Benjamin, Earl Stowell 13 

Handlefrihed eller inspiration, Bruce McConkie 17 

Den fjerde dåb, Virginia A. Travalini 25 

Talen jeg ikke kunne rose mig af, Carma N. Cutler , 26 

Åndelig sult, William G. Dyer 37 

De oftes stillede spørgsmål om hjemmefremstilling og opbevaring 29 

Børnestjernen 

Hvorfor havet er salt 1 

Søren bliver medlem af kirken 6 

„Den lille missionær", Peggy Mils 8 



Abonnement: 

Tegnes gennem wards/grensrepræsentanten: 12 numre dkr. 48.00. 

Nævnte priser er incl. moms og porto. 

Betaling over gire 3120988 til Distributions Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 

United States and Canada: $ 8.00 (surface mail). 

© 1978 by the Corporation of the President of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints. 
All rights reserved. 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



Tal 
venligt 



af Præsident Marion G. Romney 

Andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab 



M 



it budskab i denne tale skal 
være, at vi bør kontrollere vores tunge 
og ved at tale venligt til hinanden 
fremelske den kærlige følelse, som 
Herren har for sit folk, som udtrykt af 
Esajas, da han sagde: 
„Jeg vil synge om Herrens nåde, kvæde 
hans pris, efter alt, hvad Herren har 
gjort os, huld imod Israels hus, gjort os 
efter sin miskundhed, sin nådes fylde/' 
(Es. 63:7) 

Jesus sagde: „Gør godt, og lån uden at 
vente noget igen, så skal jeres løn være 



stor, og I skal være den Højestes børn; 
thi han er god imod de utaknemmelige 
og onde. 

Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader 
er barmhjertig. " n (Luk. 6: 35-36) 
Denne kortfattede udtalelse sammenfat- 
ter Frelserens uforlignelige, kærlige 
venlighed : 

Det var en røver, som sagde det sidste 
venlige ord til Kristus: Kristus tog imod 
venligheden og tilgav røveriet. (Robert 
Browning, citeret fra Barlett's Familiar 
Quotations.) 





Det er ikke helt klart, om Jesus tilgav 

røveren, men han sagde da venlige ord: 

,,1 dag skal du være med mig i Paradis." 

(Luk. 23:43) 

Og for dem, der korsfæstede ham, bad 

han: „Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke 

hvad de gør." (Lukas 23:34) 

Paulus sagde i sit brev til efeserne: 

„Så formaner da jeg . . . jer . . . med al 

ydmyghed og sagtmodighed, med 

langmodighed ... så I bærer over med 

hverandre i kærlighed og stræber efter at 

bevare Åndens enhed i fredens bånd . . . 

Lad ingen rådden snak udgå af jeres 

mund, men kun ord, som er gode til 

fornøden opbyggelse . . ? 

Al bitterhed og hidsighed og vrede og 

skrig og spot være fjernt fra jer som i det 

hele al ondskab. 

Men vær gode mod hverandre og 

barmhjertige, så 1 tilgiver hverandre, 

ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus." 

(Ef. 4:1-3, 29, 31-32) 

I sit brev uden navngiven modtager 

giver apostlen Jakob dette råd: „Være 

snar til at høre, sen til at tale." (Jak. 

1:19) 

På den måde opstiller han et modstykke 

til den vrede, som samtidig foregiver at 

være religiøs, nemlig den, som holder sin 

tunge i ave i den grad, at han kan sige: 

„Hvis nogen mener at dyrke Gud og 

ikke tøjler sin tunge . . . hans 

gudsdyrkelse er intet værd." 

Og derpå tilføje: 

„Hvis en ikke fejler med sine ord, så er 

han en fuldkommen mand, i stand til 



også at holde hele sit legeme i tømme." 
(Jak. 1:26, 3:2) 

Det at tøjle hele kroppen er et 
højtflyvende mål. At nå det kræver en 
virkelig kamp. For uden hensyn til at 
tungen er en lille del af legemet, så er den 
meget effektiv og bliver kun sjældent 
træt. Jakob minder os om, at vi med en 
lille tingest i en hest's mund „kan styre 
hele dens krop," og med et ganske lille 
styretøj let kan kontrollere store skibe, 
der drives af stærke vinde. På samme 
måde er det med tungen, denne lille del 
af legemet, som kan starte store ting 
med praleri og nære frygtelige brande. 
Han beskylder den for at være „en 
verden af uretfærdighed," som besmit- 
ter hele legemet og sætter „tilværelsens 
hjul i brand," idet han påpeger, at 
„enhver art af vilde dyr og fugle, 
krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er 
blevet tæmmet af mennesker; men 
tungen kan intet menneske tæmme, 
rastløs og ond, som den er, fuld af 
dødbringende gift." (Se Jak. 3:2-8) 
Skønt der er gået nærved 2.000 år, er de 
onder, som Jakob så stærkt advarede os 
imod, stadig hos os; og de hører ikke 
mere til i en sidste dages helligs til 
værelse, end de gjorde hos de hellige 
dengang. 

Længe før Jesu og Pauli tid talte Det 
gamle Testamentes profeter om det 
samme emne og gav det samme råd: 
„Mildt svar stiller vrede; sårende ord 
vækker nag," sagde den kloge forfatter 
til Ordsprogene og tilføjede: „Vises 



tunge drypper af kundskab, dårskab 
stammer fra tåbers mund . . . 
Et livets træ er tungens mildhed, dens 
falskhed giver hjertesår . . . Hvo finder 
en duelig hustru? Hendes værd står langt 
over perlers . . . Hun åbner munden med 
visdom, med mild vejledning på 
tungen; 7 (Ordspr. 15:1-2, 4; 31:10, 26) 
I Amerika instruerede kong Benjamin 
forældre til ikke at lade deres børn 
„strides og kives indbyrdes og tjene 
djævelen, som er syndens herre, og som 
er den onde ånd, som vore fædre har talt 
om, han, som er en fjende af al 
retfærdighed." (Mos. 4:14) 
1 disse sidste dage - mere end et år, før 
kirken blev organiseret sagde Herren, 
som forudsagde missionering og 
specificerede kvalifikationerne for den 
slags arbejde: 

„Ingen magt eller indflydelse kan eller 
bør udøves i kraft af præstedømmet 
uden gennem overbevisning, langmo- 
dighed, mildhed, sagtmodighed og 
uskrømtet kærlighed; gennem venlighed 
og sand kundskab, som uden hykleri og 
uden svig vil udvikle sjælen meget." 
(L&P 121:41-42) 

„Påpasselighed i tale er mere end 
veltalenhed; og at tale på ordentlig måde 
til ham, som vi handler med, er mere end 
at tale gode ord eller velordnede 
sætninger." (Fra Bartletfs Familiar 
Quotations) 

Profeten Joseph Smith fortalte søstrene i 
hjælpeforeningen på hans tid, at 
„tungen er et uregerligt medlem" og gav 



dem det råd: „Hold mund med ting, der 
er uden betydning - - en lille 
sladderhistorie vil sætte verden i brand." 
(Joseph Smiths Lærdomme, side 285) 
Lad os derfor beslutte os til at holde vore 
tunger i ave og ved at tale venligt til 
hinanden fremelske vor Herres kærlige 
venlighed. 



D 



ørene er låst; grænserne er 
lukkede. Selv om tusinder af vore 
opofrende missionærer arbejder for at 
frelse sjæle i de lande, der tillader dem at 
komme ind, er der mange nationer - 
over halvdelen af verdens befolkning! - 
hvortil budskabet om den genoprettede 
kirke endnu ikke kan bringes. 
Og alligevel har vi fået befaling om at 
bringe det budskab ud til ,,alle jordens 
nationer. " Hvordan kan vi gøre det? 



Som præsident Spencer W. Kimball har 
tilrådet os, vil det at finde en måde at 
åbne disse låste døre på kræve diplomati 
og kirkens lederes og medlemmers tro. 
,,På en eller anden måde, brødre, føler 
jeg, at når vi har gjort alt, der står i vor 
magt, vil Herren finde en måde at åbne 
de døre. Det er min tro.' 1 {Ensign, 1974, 
side 7) 

Kirken prøver ikke at nedbryde disse 
døre med hårde hammerslag. Snarere 



Bøn: 

Missionn ær v ærktøjet 

i enhvers hænder 



af Ældste Dean L. Larsen 

De halvfjerds' første Kvorum 




arbejder Herrens repræsentanter lang- 
somt og omhyggeligt for at overbevise 
forsigtige og stolte nationale ledere om, 
at kirken vil være til stor nytte for deres 
folk; at Jesu Kristi evangelium ikke 
provokerer afvigelser men tværtimod 
fremmer en samarbejdets ånd; at 
mormonmissionærer ikke prøver at 
underminere den lokale kultur men vil 
styrke den ved at styrke hjemmet og 
familien. 

Men de fleste af os er ikke direkte 
involveret i dette udsøgte arbejde. Kan vi 
gøre noget for at hjælpe? Ja! 
Præsident Kimball viste vejen, da han 
startede en „bede — kampagne 11 blandt 
de øvrige generalautoriteter og bad alle 
de hellige slutte sig til dem ,,i en alvorlig 
og vedvarende bøn til Herren om at 
åbne portene til nationerne og blødgøre 
kongers og herskeres hjerter, så 
missionærerne kan komme ind i alle 
lande og forkynde evangeliet på den 
godkendte måde." (Ensign, okt. 1975, 
side 70) 

Et andet godt eksempel findes i 
Mormons Bog, hvor profeten Enos 
kommer til Herren, til at begynde med af 
hekymring for sit eget åndelige 
velbefindende. Som svar på sin 
anmodning fik Enos en manifestation 
fra Herren, hvori han fik forsikring om, 
at hans synder var tilgivet. Med den 
forsikring fornyede Enos sin tryglen, 
men nu gjaldt hans bønner dem, som 
han syntes allermest savnede Herrens 
velsignelser - „mine brødre lamaniter- 
ne." 

Herren svarede ham: „På grund aj din 
tro vil jeg give dig, hvad du ønsker . . . 
Og Herren sagde til mig: Dine fædre 
begærede også dette af mig, og det skal 
ske med dem / overensstemmelse med 
deres tro, thi deres tro var ligesom din." 
(Enos 11-12, 18; fremhævelser tilføjet) 
Eære og Pagter giver en fortsættelse til 
Enoks åbenbaring. Efter tabet af de 
første 116 sider af Mormons Bog blev 
guldpladerne for nogen tid borttaget; da 
de igen kom til veje, sagde Herren: 



„Og se, det øvrige af dette værk 
indeholder alle de dele af mit 
evangelium, som mine hellige profeter, 
ja, og -ligeså mine disciple, bad mig i 
deres bønner lade komme frem til dette 
folk. 

Og jeg sagde til dem, at der skulle gives 
dem efter deres tro i deres bonner. 
Ja, og de troede, at mit evangelium, som 
jeg gav dem at prædike på deres tid, 
skulle komme til deres brødre, 
lamaniterne, og til alle, der ved deres 
frafald var blevet lamaniter. 
Men dette er ikke alt - de troede også, 
når de bad, at dette evangelium skulle 
forkyndes for andre nationer, som 
eventuelt kunne komme i besiddelse af 
dette land. 

Og således efterlod de gennem deres 
bønner en velsignelse over dette land, at 
hver den, der i dette land ville tro på 
dette evangelium, skulle have evigt liv." 
(L&P 10:46-50, fremhævelse tilføjet.) 
Enos og andre store profeter i Mormons 
Bog var „dør-åbnere" Deres tro åbnede 
dørene til velsignelser, ikke blot for 
deres egne brødre, men for alle de senere 
arvinger til det forjættede land. 
Er der ikke meget for os at lære i denne 
korte overvejelse af historien i 
skrifterne? Har vi ikke i dag de samme 
muligheder, som var til rådighed for 
Enos, Mosiah's sønner og Helamans 
sønner? Kan vore bønner i tro ikke åbne 
de døre, som præsident Kimball 
nævner? 

Der er mange forskellige måder, hvorpå 
vi sidste dages hellige kan hjælpe 
missionærarbejdet. Men der er specielt 
én måde, hvori vi alle kan tage del: 
Enhver af os kan til Herren opsende vore 
oprigtige bønner om, at dørene ikke vil 
forblive lukkede. Vore hjerter kan række 
ud efter de millioner af vor Faders børn, 
som nu er afskåret fra evangeliets 
budskab. 

Når vi kan betragte verden uden for vor 
egen med samme intense interesse og 
ønsker, som Enos gjorde det, og 
opsende bønner i fuld tro til fordel for 



brødre og søstre i nationer, der nu er 
lukkede for vore missionærer, så vil 
dørene måske blive åbnede - måske 



endda ved 
nødvendigt. 
Bøn som 
nationernes 



mirkuløse midler, om 



middel til at forandre 
politikeres hjerter? 
Selvfølgelig! Vi må ikke undervurdere 
den magt, der er til rådighed for enhver 
af os - i familiebønner, i personlige 
bønner, i vore møder - gennem at forene 
vores tro for at trygle Herren om hjælp 
til at fremme retfærdige formål her på 
jorden. Jo, Mormons Bog indeholder 
rigelige vidnesbyrd om den magt, 
bønnen har til at åbne døre på vid gab, 
som syntes fuldstændigt blokerede. 
Fra den første splittelse af Lehis børn 
arbejdede de retskafne nephiter på at 
omvende deres oprørske brødre, 
lamaniterne. Som Jakob skrev: „Der 
anvendtes mange midler for atter at 
vinde lamaniterne og bringe dem tilbage 
til sandheds erkendelse, men det var 
altsammen forgæves/* (Jak. 7:24) 
Enos tilføjede: ,,Og jeg bærer vidnes- 
byrd om, at Nephis folk søgte med flid 
at bringe lamaniterne tilbage til den 
sande tro på Gud. Men vort arbejde var 
forgæves.", Enos 20En lang beretning om 
sådanne oplevelser for slet ikke at tale 
om de vilde krige mellem de 2 grupper - 
gjorde nephiterne skeptiske over for 
forsøg på at prædike for lamaniterne, og 
da Mosiahs sønner planlagde deres 
mission, ,,vore brødre - udlo os.'* (Alma 
26:23) 



Men Am mon og hans brødre baserede 
ikke deres tro på hidtidig erfaring: deres 
tro var fast forankret i tro på Jesus 
Kristus. De vidste, at deres opgave ikke 
var let; de forberedte sig omhyggeligt, 
inkluderende tro på, at de ville få succes. 
De kunne have sagt med præsident 
Kimball: „Dette er min tro!" 
Mange år senere, da Moroni så tilbage 
på de særdeles gode resultater, som disse 
missionærer havde opnået, karakterise- 
rede han meget nøjagtigt årsagerne til 
deres succes sådan: ,,Se, det var 
Ammons og hans brødres tro, som 
gjorde så stort underværk blandt 
lamaniterne." (Eth. 12: 15) 
Mormon kom næsten til samme 
slutning med hensyn til Nephis og Lehis 
missionering, de, som var sønner af 
Helaman, og som fulgte efter Mosiah's 
sønner og fik held med at omvende 
bogstavelig talt hele den lamanitiske 
nation. (Se Hel. 5:50-52) Han sagde: 
„Se, det var Nephis og Lehis tro, der 
bevirkede forandringen med lamaniter- 
ne." (Eth. 12:14) 

Det ser ud til, at Herren bruger sine 
retskafne børns tro som middel til at 
udføre meget af sit arbejde. Dette 
princip kan ikke reduceres til en enkelt 
ligning, men alligevel er det interessant 
at lægge mærke til, hvordan Herren 
reagerer over for tro, og hvordan 
mirakuløse kræfter sættes i gang, når 
Herrens folk udøver deres tro i 
retskaffenhed. 



Spørgsmål og svar 




Svar ved J. Murray Rawson 



„Hvornår modtager missionærer 
nøglerne til deres gerning - når de 
ordineres til ældster, når de bliver indsat i 
deres kaldelse, eller når de modtager 
deres tempelbegavelse?' " 



Modtagelse af en missionærkaldelse fra 
kirkens præsident gør det muligt for den 
pågældende at få nøglerne til denne 
opgave. Den aktuelle overdragelse af 
nøglerne sker, når missionæren indsæt- 
tes i sin kaldelse. 

Nøglerne er retten til at „modtage 
velsignelserne ved at kommunikere med 
himlene og det privilegium og den 



myndighed til at administrere Jesu 
Kristi evangeliums ordinanser, at 
prædike evangeliet om omvendelse og 
dåb ved nedsænkning i vand til 
syndernes forladelse." (Joseph F. Smith: 
Gospel Doctrine, SLC 1939, side 142) 
Herren fortæller os i Lære og Pagters 
42:11: „Og atter siger jeg jer: Det skal 
ikke tillades nogen at gå ud at prædike 
mit evangelium eller opbygge min kirke, 
uden han bliver ordineret af en, der har 
myndighed . . ." 

Præstedømmet er den myndighed, der er 
givet menneskene til at handle i Guds 
sted. „Enhver mand, der er ordineret til 
nogen grad af præstedømmet, har fået 
overdraget denne myndighed. Det er 
nødvendigt, at enhver handling, der 
øves under denne myndighed, foretages 
på rette tid og sted, på rigtig måde og 
efter den rette orden. 
Magten til at lede dette arbejde udgør 
præstedømmets nøgler. I deres fulde 
udstrækning indehaves nøglerne kun af 
ét menneske ad gangen, kirkens profet 
og præsident." (Gospel Doctrine, side 
136) 

Præsident Spencer W. Kimball har alle 
rigets nøgler. De giver ham magt, ret og 
myndighed til at præsidere over Guds 
rige på jorden (nemlig kirken) og at lede 
alle dens foretagender. (Se Gospel 
Doctrine, side 136) 

Han har uddelegeret nogle af sine nøgler 
til stavspræsidenten og missionspræsi- 
denten, som derefter, når de indsætter en 
missionær, idet de handler på præsident 
Kimballs vegne, overdrager missionæ- 
ren nøglerne til at fungere i sin 
missionærkaldelse. 
Præsident J. Murray Rawson 
Missionærhjemmet 
Salt Lake City, Utah. 




Svar ved ældste Delbert L. Stapley 



Hvorfor er læger så betydningsfulde, hvis 
præstedømmet har magt til at helbrede 
sygdomme? 



Kilden til al kundskab kommer fra Gud 
til mennesket til dets eget bedste, 
vejledning og velsignelse. Gud forven- 
ter, at mennesket klogt benytter den 
kundskab, videnskab eller hvad andet, 
han frigiver til menneskets fordel. 
Nephi lærte: ,. . . Trods alt, hvad vi 
formår at gøre, så er det dog af nåde, at 
vi er frelst." (2 Nephi 25:23) Vi kan godt 
omskrive og bruge denne udtalelse på 
det at helbrede de syge eller sorgbetyngte 
ved præstedømmets kraft ved at sige: 
„Af nåde er I helbredt ved 
præstedømmets kraft, efter at 1 har gjort 
alt, hvadi kan." Hvis læger har tilegnet 
sig kunnen og viden til helbredelse af 
mennesker, hvorfor skulle de så ikke 
bruges som en del af kravet om 
helbredelse? 

Lægevidenskab er blot et enkelt led i hele 
helbredelsens plan og Proces. De 
fremskridt, der er gjort inden for 
lægevidenskaben giver mulighed for 
helbredelse af sygdomme, som i tidligere 
tid var dødelige. Et angrebet legeme, der 
styrkes med lægehjælp, har ekstra 
kræfter til at helbrede sig selv. 
Menneskelivet er baseret på mange 
særlige faktorer. Legemet består af 
mange komplicerede, af hinanden 
afhængige dele, der alle må fungere 
normalt for at sikre godt helbred og 
fysisk udholdenhed. Forstyrrelser, syg- 
domme, hjemsøgelser, skader forkom- 
mer også hos mennesker, der har alt 
dette i orden, og kræver den kunnen og 
den behandling, som moderne viden- 
skab er i stand til at give. 
Når man taler om godt helbred, bør 
man se på visdomsordet, den fysiske 
helbredslov, som Herren har givet ved 
åbenbaring. I denne åbenbaring (L&) 
89) gav Herren os viden om de fysiske 
ting, som ikke er godefor mennesket, og 
kundskab om de jordens produkter, 
som er gode for mennesket. Kød bør 



spises med måde. Hvis vi vil lyde denne 
naturlov, har vi løfte om godt helbred. 
Hvis vi accepterer visdomsordet og 
efterlever det, kan vi så ikke også med 
fordel acceptere brugen af lægernes 
medicin og behandling? Menneskets 
magt er begrænset; Guds magt er 
ubegrænset. Når menneskets evner ikke 
slår til, overtager Guds hellige kraft 
gennem præstedømmet initiativet, og 
ofte bliver mirakler resultatet. 
Herren har tilrådet os: 
„Og den, der er syg iblandt jer, og ikke 
har tro til at blive helbredt, men ellers 
tror, bør plejes med al omhu med urter og 
let fode . . . 

Og kirkens ældster, to eller liere, skal 
tilkaldes, og de skal bede for ham og 
lægge hænderne på ham i mit navn . . . 
Og den, der har tro til at blive helbredt 
og ikke er bestemt til at dø, skal blive 
helbredt." (L&P 42:43,44,48; fremhæ- 
velser tilføjet) 

Vi kan kun være glade for, at den 
ordmanse til helbredelse findes i Herrens 
evangelieplan. 

Her er nogle eksempler, der forklarer 
forbindelsen mellem læger og 
præstedømmets helbredende kraft. 
Den 14 måneder gamle søn af en læge 
blev meget syg. Under behandlingen 
blev mange specialister tilkaldt, men 
deres indsats syntes forgæves, og alle 
symptomer pegede på en snarlig død, og 
drengen blev bestandigt svagere. 
Temperaturen steg til over 40, og 
familien havde helt opgivet håbet om 
bedring. På dette tidspunkt skete der en 
række mirakuløse tildragelser. Helt af 
sig selv og uden forudgående aftale kom 
biskoppen og hans rådgivere på besøg. 
På familiens anmodning salvede de 
drengen. Næsten umiddelbart efter 
velsignelsen kom en ung lægekandidat 
ind i værelset og sagde: „Hvorfor ikke 
give ham en blodtransfusion?" Kandi- 



daten var selv bloddonor, og man fik 
hurtigt ordnet det, så han kom til at give 
blod til drengen. Hans temperatur faldt 
øjeblikkelig til 39 og derefter til det 
normale, hvor den blev stående under 
hele resten af hospitalsopholdet. Dette 
er et tilfælde, hvor den lægelige hjælp 
praktisk talt var slået fejl. Og med 
lægekunstens muligheder som grundlag 
var barnets liv opgivet. Præstedømmet 
kom ind i billedet, og ordinansen blev 
efterfulgt af yderligere lægelige forholds- 
regler, som man ikke tidligere havde 
taget i betragtning. Barnets liv blev 
reddet. 1 dag er han voksen og har en 
dejlig kone og en række søde børn. 
Et andet tilfælde drejer sig om en mand, 
som havde et meget alvorligt hjertean- 
fald. Klokken to om morgenen så det ud 
til, at forsøgene på at kontrollere 
sygdommen ikke længere lykkedes. Pa 
det tidspunkt kom et medlem af 
generalautonteterne ind i værelset og 
salvede ham; hjertefunktionerne bedre- 
des øjeblikkeligt, og hans liv blev reddet. 
Lige siden har hans helbred været 
upåklageligt. 

Således forstår man, at der kan 
forekomme et samspil mellem lægekun- 
sten og præstedømmets administration, 
hvor den ene supplerer den anden og 
tilsammen danner et virksomt middel til 
helbredelse af de syge. 
Jo, lægerne er af stor vigtighed. Men det 
er gennem præstedømmet, at vi 
modtager den ekstra kraft, hvorved 
mirakuløse helbredelser finder sted. 



Ældste Delbert L. Stapley er medlem aj 
De tolvs Råd. 




Nyskabelse i 
klasseværelset 



af LeRoy Barney 



M 



ange lærere regner kreativitet 
(nyskabelse) som noget, der kun 
vedkommer kunstnere som malere, 
musikere, billedhuggere, skribenter 
osv., og forstår slet ikke, hvor let det 
er at skabe åndelige mønstre for 
undervisning hver eneste uge lige dér i 
deres eget klasseværelse. 
Kreativitet i undervisning kan betyde, at 
lektier indledes med noget nyt, noget 
anderledes, noget specielt. Mange 
mennesker tilskriver fejlagtigt denne 
evne som noget medfødt hos dem, der 
ejer den, og tænker slet ikke på, at det er 
noget, som kan tilegnes. De glemmer 
den grundlæggende lektie, vi kan lære af 
lignelsen om talenterne. I den lignelse 
tilkendegives det tydeligt, at de, som 
udvikler de talenter, de har, ligegyldigt 
hvor små, de kan forekomme, skal 
begaves med større evner, og at de som 



ikke gør forsøg på at udvikle deres 
talenter, skal miste det, de allerede har. 
Det er klart, at der må findes en lille gnist 
af kreativitet i læreren, for at han eller 
hun med held kan benytte det til at skabe 
gode, veltilrettelagte lektier. Og det er 
også rigtigt, at nogle ejer mere af den 
kostelige evne end andre. Men uden 
hensyn til hvor lille den end er, så kan 
enhver gnist af kreativitet ved samvittig- 
hedsfuld indsats pustes op til en 
flammende styrke, der kan antænde den 
lærdommens esse, som klasseværelset 
udgør. 

Tag nu for eksempel bror Arvins 
tilfælde. Han var ung, kun lige kommet 
ud af skolen. Han var en fyr, der var 
mild af væsen og havde let til latter, og så 
vidt vides havde ingen nogen sinde set 
ham tage noget som helst alvorligt før; 
ja, han betragtedes i virkeligheden som 
nabolagets gavtyv. Det kunne derfor 
ikke undre, at søndagsskolepræsidenten 
var en smule nervøs over hans første 
læreropgave. Ville han bruge klassevæ- 
relset til at opføre sig som klovn og 
spilde sine elevers kostelige tid? Ville han 
studere sin lektiebog og forberede sig til 
at undervise i de principper, der 
fremlagdes deri? 

Præsidentens frygt syntes velbegrundet, 
da bror Arvin ankom til sin første time, 
trækkende med to store kufferter. Af 
tidligere erfaring vidste man, at de to 
læderbetrukne kasser kunne have 
indeholdt hvad som helst, lige fra 
sammenkrøllet avispapir til en levende 
slange. 

Med hjælp fra et klassemedlem fik bror 
Arvin et bord sat op i klasseværelset, og 
før bønnen blev opsendt, var hele bordet 
fyldt med en samling af mange 
forskellige genstande, hvoraf nogle så 
ud, som om de fornylig var blevet samlet 
op fra et roligt hvilested i den nærmeste 
skraldebøtte. 

Efter forprogrammet fulgte et medlem 
af præsidentskabet bror Arvin til klassen 
for at indtroducere ham. Efter 
åbningsbønnen og en passende præsen- 



10 



tation, stillede bror Arvin sig op foran 
eleverne. Han smilede sit meget 
smittende smil, der var så bredt, at man 
kunne se hans kindtænder. Så begyndte 
han en af de mest interessante og 
opslugende lektier, nogen i klasseværel- 
set nogen sinde havde oplevet. Emnet 
var blevet fuldstændig dækket, og hvert 
eneste punkt bakket op ved hjælp af 
hver af de genstande, bror Arvin havde 
anbragt pa bordet. 

Han fandt en gammel lineal frem. Den 
var så slidt af alder og af at blive taget på 
utallige gange, at stregerne og tallene på 
den ikke længere kunne mere end 
skimtes. Efter at han havde ladet alle 
betragte den, spurgte han ganske enkelt 
klassen: „Hvordan bærer man sig ad 
med at måle effektiviteten af bøn?" 
Drevet dertil ved synet af den gamle 
lineal lod eleverne sig involvere i en højst 
interessant og provokerende diskussion. 
Selv klassemedlemmer, som for det 
meste var tilbøjelige til at sidde og lytte 
uge efter uge uden at bidrage til 
diskussionerne, kom nu frem med deres 
synspunkter. Lektiebøger, som ikke var 
åbnet, siden de var blevet købt, blev 
gennempløjet for at finde stikord til at 
kommunikere de tanker, som disse 
klassemedlemmer havde vanskeligt ved 
at udforme med deres egne ord. 
I efterfølgende lektier benyttede bror 
Arvin flere genstande, smilende flere af 
sine bekendte smil og underviste fremra- 
gende lektier med en sikkerhed som en 
mesterlærer. Måske havde ingen den 
samme magiske kraft som den første 
lektie, men hans elever var allesammen 
enige om, at lektierne blev bedre og 
bedre, som tiden gik. 
Hvorfor havde bror Arvin en sådan 
succes? Var det måske, fordi han var så 
interessant og man aldrig kunne være 
sikker på, hvad han ville tage med sig i 
sine kufferter? 

Bror Arvins succes var resultat at et 
antal veludnyttede recepter. For det 
første var hans lektier virkelig kreative. 
Hans indledning til et emne, et hvilket 



som helst emne, var så stimulerende, at 
hele hans klasse blev indfanget i 
begejstring. Bror Arvin var altid selv 
begejstret , og klassen fornemmede det 
og blev også begejstret. Og det styrkede 
på den anden side hans egne følelser og 
fik ham til at føle sig godt tilpas og drev 
ham til endnu større højder af 
entusiasme. Hele processen var en 
vidunderlig cirkel med kreativitet som 
centrum. 

Hvilken slags kreativitet kan bruges i et 
klasseværelse? Specielt hvis man ikke selv 
føler sig særlig kreativ? Den første 
betingelse for at være kreativ er selvsagt 
villighed til at prøve noget nyt. Mange 
lærere føler ikke trang til at fravige en 
tomme fra den godtagne undervisnings- 
metode, som de har vænnet sig til og 
benytter den uge efter uge, uden hensyn 
til om den motiverer eleverne eller ej. 
Nogle vil ikke prøve noget nyt eller 
anderledes, fordi de er bange for, at det 
måske kan få dem til at se tåbelige ud, 
hvis det mislykkes. Andre betragter sig 
selv som specialister, som kilder af 
viden, der er parat til at udspy deres 
produkter til hvem der vil lytte. Disse 
sidste er sommetider bange for, at 
kreativitet kan sætte dem i en flov 
situation, hvis det skulle komme dertil, 
at de bliver tvunget til at indrømme, at 
de ikke kender svaret. De reagerer 
sådan, som de forestiller sig lærere i de 
offentlige skoler må reagere, kun lidet 
anende at de fleste professionelle lærere 
slet ikke har noget imod at indrømme 
det, hvis de ikke kender svaret på et 
spørgsmål. 

Nogle få lærere har ikke fuld tillid til, at 
de kan bede deres elever om hjælp. 
Sidste dages hellige elever er ofte 
modtagelige, forstående og dygtige. Nål- 
en lærer derfor returnerer et spørgsmål, 
som han ikke selv kan besvare, til 
klassen, vil det ofte forekomme, at 
adskillige i klassen er i stand til at hjælpe 
med besvarelsen. En kirkeklasse er et 
kompliceret hold. Det fælles mål for 
både lærer og elev er kundskab og frelse. 



11 



Eleven ønsker at få lige så meget 
udbytte, som læreren håber, eleven vil 
få. Af den grund burde eleverne 
opmuntres til at yde bidrag til lektien og 
klassediskussionen. 

Lejlighedsvis vil en smule humor hjælpe 
til at nedbryde det stive og formelle og 
lade kreativiteten følge sine naturlige 
veje. Anspændte elever kommer ofte 
med oplysninger, der virker som en 
udfordring snarere end med det formål 
at opbygge. En enkel historie, en 
morsom begivenhed, eller bare et bredt 
smil umiddelbart før klassens begyndel- 
se kan hjælpe til at bryde den anspændte 
følelse, gøre eleverne mere afslappede og 
åbne deres sind for modtagelse af 
følelsesindtryk. Alt dette er en del af den 
kreative proces, som den benyttes i 
klasseværelset. 

Så vær kreativ. Smil og fjern det 
anspændte. Vær ikke bange for at prøve 
nye måder at undervise lektierne i 
bogen. Benyt remedier, hvis det vil 
hjælpe. Og kend dit lektiemateriale så 
godt, at du ikke behøver din tekstbog. 
En enkelt oversigt vil normalt give 
oplysninger nok til en hel lektie. Vær 
altid forberedt på uventede spørgsmål 
eller uventede omstændigheder. Husk at 
kreative lektier ikke altid er fuldstæn- 
digt forudseelige. 

Og endelig, husk at ingen kreativitet er 
værd at bruge i klasseværelset, hvis den 
ikke motiverer eleverne til at tænke 
virkelig alvorligt over lektien. For at 
berede dig til den kreative lektie må du 
derfor ganske enkelt spørge dig selv, og i 
dine bønner bede om vejledning i 
hvordan lektien bedst kan belæres. 
Hvad kan virkelig appellere til eleverne 
og få dem til at tænke på det pågældende 
emne? Hvis du bestemmer dig til en 
diskussion, hvad kan så bedst starte 
diskussionen? Hvis det er en eller anden 
ting, hvilken ting skal du så vælge? Hvis 
det er et eller andet socialt problem, 
(som f.eks. kan illustreres ved hjælp af et 
ekstemporal), hvornår i lektien vil det så 
være bedst at lade sådant et opføre? Og 



hvordan vil eleverne kunne få mest 
muligt ud af den kortest mulige tid? 
Det er ikke nødvendigt at gøre, som 
bror Arvin gjorde og bringe to kufferter 
med materialer med i klassen hver uge 
for at styrke virkningerne af dine lektier. 
Men hvis du ønsker at få livligere elever, 
mere interessante diskussioner og i 
højere grad at glæde dig over din stilling 
som lærer, så benyt kreativitet i din 
undervisning og spred mere begejstring 
blandt eleverne. 



3 ord om velsignelser 



En velsignelse medfører altid et ansvar 
J. Reuben Clark jr. 

Hvis andres velsignelser ikke er dine 
velsignelser så er andres forbandelser 
heller ikke dine forbandelser. 
Joseph Smith 

Velsignelser der tilbydes men ikke 
modtages er ikke længere velsignelser. 
Joseph Smith. 



12 



Det er chokerende for mig at tænke på, 
hvor mange år, der er gået, siden lille 
Benjamin lærte mig en lektie, en lektie så 
magtfuld, at historien om den bør 
bevares. Det begyndte med en 
telefonopringning, fra biskoppen. „Kan 
du og din kone mødes med mig i mit 



kontor på søndag kl. 20,00?" Jeg gad 
vide, om biskopper er klare over, hvad 
der sker med ens mave efter en sådan 
henvendelsee, specielt hvis opringningen 
kommr tidligt på ugen. 
Da vi sad i biskoppens kontor, fik vi 
dette at høre: „Jeg kalder jer til at besøge 



Lille Benjamin 



SSBHSESHSeSEK 



af Earl Stowell 



SiS2SiS252S2SiS2S2SiSiSi5^ 



c 

c 
c 

c 

c 
c 
c 




aSESHSasaSZSZSZS2SZSaS2SaSaS2SHSHSES2SZS2SaSSSaSSSZSHSE52SZSZSZSZS2S2S2SlSHS2S2SHS2S2SESaS 



hszsh^ 



13 



forskellige passive familier. Jeg tror, at 
et hold bestående af mand og kone kan 
skaffe sig adgang, hvor vi andre ikke 
kan." Vi gjorde vort bedste for at smile, 
da vi accepterede kaldelsen. 
Nogle dage senere og efter adskillige 
selvransagende samtaler, gik vi i aktion. 
Efter at være blevet afvist flere gange, 
begyndte vores entusiasme at blegne. 
Men så kom vi til denne bestemte dør. 
Da jeg ikke er ret høj, plejer jeg at løfte 
hovedet for at se folk ind i øjnene. Men 
denne gang måtte jeg bøje hovedet, da 
døren åbnedes, og dørkarmen indram- 
mede en mand, der ikke var mere end 
omkring halvanden meter høj. 
Han var tynd; han må have haft brug for 
mindst en lommefuld af møtrikker og 
være dyngvåd for at kunne få vægten på 
på 45 kg. Han var gammel, men hans 
ranke figur og energiske bevægelser 
fortalte os, at hvert eneste år måtte 
kæmpe en hård kamp for at dæmpe 
denne mands energi. Hans små 
gennemtrængende øjne sad langt fra 
hinanden. Hans mund var en lige 
sprække, som sad lavt i ansigtet og løb 
fra øre til øre; sådan så det i det mindste 
ud. Hans hud var som garvet læder. 
Vi sagde, at vi var naboer og 
medlemmer af kirken, og at vi var 
kommet for at lære ham at kende. Han 
syntes ubehageligt berørt men inviterede 
os ind i en lille dagligstue, rigeligt 
forsynet med askebægre. Men med min 
kones forstående natur og kommentarer 
var vi snart midt i en hyggelig sludder. 
Han sagde, han kørte lastvogn. Jeg 
forestillede mig en pick-up; det viste sig 
at være en stor lastvogn. Jeg var 
forbløffet. 

„Chauffører er sædvanligvis temmelig 
kraftige. Hvordan kan du . . .?" Han 
afbrød mig: „Jeg har en tolvtommers 
skruenøgle liggende på sædet ved siden 
af mig. De andre fyre ved det. Det gør os 
jævnbyrdige." Han fortsatte: „Hvorfor 
jeg ikke er pensioneret? Jeg vil gå af, når 
jeg er 72 år. Det er jeg endnu ikke." Han 
ejede sin lastvogn og lejede sig ud til 



store entreprenørfirmaer. Han sagde, at 
han altid var den første til at blive 
tilkaldt. 

Som månederne gik, begyndte vi at 
glæde os til vore besøg hos Benjamin. En 
aften, da vi ankom, hang Ben henover 
ladet på sin truck og hoppede op og ned 
på skaftet af en skruenøgle, der forekom 
at være lige så lang, som han var høj. Da 
vi kom hen til ham, løsnedes bolten. 
Han trådte ned, kastede skruenøglen op 
på sædet, tørrede sig over panden og 
sagde: „Jeg vidste jo, at jeg kunne klare 
den. Netop som jeg var ved at være 
færdig i aften, begyndte den fordømte 
differentiale at lyde, som om der var 
grus i det. Jeg får et nyt leveret i morgen 
tidlig; så det måtte jeg gøre klar til. Jeg 
vil være på mit arbejde i morgen ved 
middagstid. Det vil nok tage et stykke 
tid at indhente det tabte." 
Den aften var han synligt træt. så vi blev 
kun nogle få minutter. Da vi nærmede 
os døren, så lille Benjamin op og 
spurgte: „Hvornår begynder I at 
fortælle mig, hvad jeg burde gøre - holde 
op med at ryge, begynde at komme til 
præstedømmet og til møderne og alt det 
der?" 

„Ben," sagde jeg til ham, „vi ville begge 
være mere end lykkelige, hvis du gjorde 
alt det, men det er noget, du skal 
bestemme. Vi ville kun genere dig, hvis 
vi prøvede at fortælle dig det, som du 
allerede ved. Vi kommer for at se til dig, 
fordi - nå ja, fordi vores familie ikke er 
fuldstændig uden dig." Han holdt min 
hånd fast. 

Senere på ugen blev jeg ringet op, og en 
stemme spurgte: „Hvad tid er 
præstedømmet?" Jeg fortalte ham det 
og tilbød at hente ham, bare for selskabs 
skyld. 

„Nej, jeg kender vejen, og ingen skal 
være nødt til at køre mig derhen, hvor 
jeg burde være." 

Jeg fandt ham stående uden for 
kirkebygningen. „Måske burde jeg ikke 
gå ind, før jeg er holdt op med at ryge," 
sagde han. Jeg sagde, at det ville blive 



14 



lettere med Herrens hjælp. Han sagde: 
„Jeg har røget, siden jeg var otte, og jeg 
er ikke sikker på, at jeg kan holde op." 
Jeg fortalte ham, at det mente jeg nok, 
han kunne. 

Han fik snart øgenavnet lille Benjamin, 
og til trods for hans fuldstændige 
mangel på højere uddannelse, hans 
størrelse og hans alder, fik han hurtigt 
gode venner og var altid midt i alle 
projekter, som ældsternes kvorum 
påtog sig. 

Så en aften ringede telefonen. ,,Jeg må 
tale med dig," Hans stemme lød, som 
om han var på randen af et hysterisk 
anfald. ,,De vil have, at jeg skal være 
hjemmelærer. Det kan jeg ikke, jeg 
ryger, og jeg har ikke begreb om noget. 
Hvordan kan jeg lære folk noget, som 
jeg ikke selv ved?" -„De siger, at de 
mangler mandskab, så de kan ikke 
engang give mig en partner. Hvad skal 
jeg gøre?" 

Også jeg var rystet. Lille Benjamin var 
noget særligt for os, og vi ville nødigt 
have, at han igen skulle mistes. For mig 
selv begyndte jeg at bede så inderligt, 
som jeg kunne. Derpå trak jeg vejret 
dybt og begyndte: „Ben, prøvede vi 
nogen sinde at fortælle dig, hvad du 
skulle gøre?" 

„Nej, I viste bare, at jeg betød noget for 
jer( I fik mig til at føle mig af en vis 
betydning. Måske er det derfor, at jeg af 
mig selv begyndte at gå i kirke?" 
„Da vi begyndte at komme hos dig, 
fandt vi én, som vi syntes fortjente 
enhver indsats, vi kunne yde. Nu kan du 
besøge de mennesker, du er blevet bedt 
om at besøge, og minde dem om, hvor 
betydningsfulde de er. Kan du ikke blot 
fortælle dem, at de betyder nok til, at du 
har lyst til at sætte dig ned nu og da hos 
dem og fortælle dem om noget, du har 
fundet, som er så værdifuldt for dig, at 
du har lyst til at dele det med dem?" 
Det var et øjebliks stilhed, og så kom 
det: „Min sandten, om jeg ikke vil gøre 
netop det!" 



Efter arbejde kørte jeg ofte henad den 
gade, hvor flere af Bens familier boede. 
De var allesammen overbeviste passive, 
de fleste af dem med ægtefæller, der ikke 
var medlemmer af kirken, og de havde i 
årevis været fremmede for kirken. En 
aften så jeg lille Ben slæbe den største 
vandmelon, jeg havde set det år. Hans 
fingre holdt tæt inde under den, og det 
var tydeligt, at hvert et skridt han tog, 
kostede anstrengelse. Han var tre 
husblokke fra butikscentret. Idet jeg 
kørte forbi, gik han ind i et af husene. 
Da jeg næste gang så ham, nævnede jeg 
det. Han bøjede hovedet og sagde: „Nå 
ja, jeg var på vej hjem, da jeg kom 
gennem butikscentret, og kom i tanker 
om disse her unger. Deres far er 
arbejdsløs. Vandmeloner er dyre i år. 
Jeg vidste, at ungerne ikke havde fået 
nogen i år. Og for at jeg kunne være 
sikker på, at de allesammen kunne få, så 
meget de ønskede, købte jeg den største 
melon i forretningen." 

Senere så jeg ham en aften trave rask 
afsted med et stort fødselsdagskort i 
hånden. Senere forklarede han: „Denne 
lille pige har kun brødre. De samler al 
opmærksomhed om sig. Så jeg tænkte 
mig, at huis jeg bragte hende kortet i 
stedet for at sende det med posten, så 
ville hun føle, at hun var af en vis 
betydning. Det var ligesom for nogle 
uger siden et andet sted, hvor nogle 
unger havde trukket armen af en dukke. 
Tilsyneladende var der ikke andre end 
den lille pige, der tog sig at det. Jeg tog 
dukken med hjem, fik fat på en gammel 
støvleknap fra kommodeskuffen og 
fiskede den fjeder frem, som skulle holde 
armen på plads. Og operationen 
lykkedes godt nok. Det tog hele aftenen, 
men det var det værd, da jeg bragte den 
tilbage. Når jeg nu kommer der, får hun 
fat på sin dukke, sætter sig på gulvet 
foran mig og læner hovedet op ad mine 
ben." Det forekom mig, at jeg 
mærkede nogen bevægelse i hans 
stemme. 
Nogen tid derefter kom der en ny 



15 



ophidset telefonsamtale: „En lille pige, 
som jeg er hjemmelærer for, skal 
døbes!" Det var et håndgribeligt 
resultat. Også jeg frydede mig. Min kone 
græd af glæde. 

I de foregående fem år havde disse 
familier ikke haft anden kontakt med 
kirken end hjemmelærerne og nu og da 
et besøg af besøgslærerinderne. Men 
otte gange ringede lille Ben i de næste tre 
år, altid opstemt, for at fortælle mig om 
en velsignelse, der skulle udføres, en 
kommende dåb, eller en forfremmelse i 
præstedømmet for en ung dreng. Jeg 
spurgte ham, hvordan han var i stand til 
at forandre deres indstilling. „Jeg gør 
bare det, som du sagde til mig. Jeg lader 
dem forstå, at jeg ikke var bedre end 
dem, og at jeg ikke kom for at fortælle 
dem, hvad de skulle gøre. Jeg var der, 
fordi den gode Mester havde dækket et 
åndeligt bord for sine børn, og når de 
ikke deltog sammen med os, blev der en 
tom plads ved bordet - familien var ikke 
komplet." 

Da det gamle system blev forandret, og 
vi gik over til det nuværende 
hjemmelærersystem, havde vi kun at 
benytte lille Bens gerning som eksempel. 
Ben blev en slags hvirvelstorm i sin egen 
store og produktive familie. Nogle få 
havde været aktive. Pludselig måtte de 
passive stå til regnskab over for Ben. 
Han kontaktede sin sønnesøn, vakte 
hans interesse og sendte ham på mission 
og derefter til Brigham Young 
University. Da sønnesønnen dér fandt 
sig en pige, begyndte Bens vanskeligste 
kamp. 

„De vil ikke lade mig tage til templet 
sammen med dem, medmindre jeg 
holder op med at ryge. Vil du hjælpe 
mig?" spurgte han mig. Jeg lovede det, 
og mere end én gang ringede han op i 
disse lange, ensomme timer i den tidlige 
morgen, og bad mig, om jeg ville bede 
for ham. Det holdt hårdt, men han gik 
fra det som vinder. Jeg vil aldrig glemme 
det udtryk i hans ansigt den første gang, 
vi sad side om side i templet. 



Og så kom den dag, da min kone og jeg 
kom tilbage fra en tre-dages ferietur. 
Næste morgen var lille Ben ikke til 
præstedømmemødet. Jeg spurgte hvor 
han var henne. Biskoppen sagde: „Han 
er på hospitalet." Jeg sagde, at jeg ville 
besøge ham dér. Biskoppen rystede på 
hovedet:', Han er bevidstløs, har haft en 
alvorlig hjerneblødning." Han kom 
aldrig mere til bevidsthed. 
Vi ventede ikke nogen større begravelse. 
Men folk begyndte at komme og blev 
ved med at komme, indtil vi var nødt til 
at åbne ind til den store sal og sætte stole 
ind. Fire, fem af de familier, han kom 
hos som hjemmelærer var der. En mand, 
hvis hustru var medlem, men ikke han 
selv, præsenterede mig for en forvirret 
nabo, som sagde: „Jeg ved ikke engang, 
hvorfor jeg er her. Men min nabo blev 
ved. Han sagde, at her var en sådan 
mand, at jeg burde tage fri fra mit 
arbejde for at være med til begravelsen." 
Jeg spekulerede på, om, når min time 
kommer, nogen vil insistere på over for 
en nabo, at han skal gå med til min 
begravelse - og blev enig med mig selv 
om, at det nok ikke var tænkeligt. 
Naboen rystede på hovedet og sagde: 
„Denne mand må virkelig have været 
noget stort!" 

Den, som havde taget ham med, sagde 
til ham: „Gary, han hørte til familien. 
Ikke vores blodfamilie men den ægte, 
virkelige familie alligevel." 



Earl Stowell er hjemmelærer og redaktør 
af w ar det s nyhedsblad. Han bor i 
Paradise Second Wardi Chico California 
Stake. 



16 



Handlefrihed 

eller 

inspiration 



af ældste Bruce McConkie 

De tolvs Råd 



M, 



.in kone og jeg talte fornylig 
alvorligt sammen, og det gav os 
anledning til at tælle vore mange 
velsignelser. Vi nævnte et utal af ting, 
som vi havde fået på grund af kirken, på 
grund af vore børn, på grund af den 
vidunderlige gengivelse af sandheden 
som er sket i vor tid. Og så afsluttede 
hun diskussionen med dette spørgsmål: 
,,Hvad er den største velsignelse, der 
nogen sinde er kommet ind i din 
tilværelse?" Uden et øjebliks betænk- 
ning sagde jeg: „Den største velsignelse, 
der nogen sinde er kommet til mig, skete 
den trettende dag i oktober 1936 
klokken 11,20 om formiddagen, da jeg 
havde det privilegium at knæle ved 
Herrens alter i Salt Lake Templet og 
tage mod dig som hustru for tid og al 
evighed." 

Hun sagde: „Godt, du har klaret 
prøven. 1 ' 

Jeg mener, at den mest betydningsfulde 
enkelte ting, som nogen sidste dages 
hellig kan gøre i denne verden, er at ægte 
det rigtige menneske, på det rigtige sted, 
ved den rette myndighed. Og derefter - 
når de er blevet viet gennem den magt og 
myndighed, som profeten Elijah gengav 
- er det vigtigste enhver sidste dages 
hellig bør gøre, kun at leve på en sådan 
måde, at betingelserne og forholdene for 



den pagt, der dermed er gjort, vil være 
bindende og effektiv nu og til evig tid. 
Og derfor vil jeg gerne, hvis jeg kan blive 
tilpas vejledet, komme med nogle 
forslag, der gælder i alle valgsituationer - 
på alle områder, eller i hvert fald på alle 
betydningsfulde områder af aktivitet - 
men det gælder især spørgsmålet om 
evigt ægteskab, at udvælge den ene ting, 
der hæver sig højt over alle andre. 
Da vi opholdt os i Gud vor himmelske 
Faders nærvær, blev vi begavet med 
handlefrihed. Det gav os mulighed for 
og privilegiet at vælge hvad vi ville gøre - 
at træffe et frit, uhindret valg. Da fader 
Adam blev anbragt i Edens Have, blev 
han givet den samme magt, og vi har den 
nu. Det forventes af os, at vi benytter de 
gaver og talenter og evner, den fornuft 
og den dømmekraft og handlefrihed, 
som vi har fået tildelt. 
Men på den anden side har vi fået 
befaling til at søge Herren, at ønske os 
hans Ånd, og at opnå åbenbaringens og 
inspirationens ånd i vor tilværelse. Vi 
kommer ind i kirken og en bemyndiget 
tjener anbringer sine hænder på vort 
hoved og siger: „Modtag den 
Helligånd." Det giver os Helligåndens 
gave, der er retten til bestandigt 
følgeskab af dette medlem af Guddom- 
men, baseret på trofasthed. 



17 



På den måde står vi over for to tilbud. 
Det ene er, at vi burde vejledes ai' 
inspirationens ånd, åbenbaringens ånd. 
Det andet er, at vi er her med besked om 
at bruge vores handlefrihed, at afgøre, 
hvad vi burde gøre af os selv. Og det er 
nødvendigt for os at skabe en hårfin 
balance mellem disse to tilbud, hvis vi 
skal følge en kurs, der vil give os 
tilfredsstillelse, glæde og fred i dette liv 
og føre til evigtvarende belønning i vor 
Faders rige. 

Da vi opholdt os med vor Fader i 
forudtilværelsen, lagde han mærke til os 
og studerede os, og han vidste, hvordan 
vi ville reagere over for hans love, når vi 
var i hans nærvær, da vi havde viden om, 
at han var vores Fader, og at de 
lærdomme, der blev præsenteret for os, 
kom Ira ham. Vi vandrede i ,,skuen." (se 
2. Kor. 5:7) Nu og her finder han ud af, 
hvor godt vi reagerer, når vi vandrer ved 
tro, når vi er uden for hans nærvær og 
nødt til at stole på andet end de 
personlige råd, som vi engang modtog 
fra ham. 

Jeg vil gerne vise tre problemanalyser, 
hvoraf vi måske kan drage nogle meget 
realistiske og sunde konklusioner med 
hensyn til, hvordan vi burde leve vor 
tilværelse. Jeg vil tage disse illustrationer 
fra de åbenbaringer, som Herren har 
givet os. 

1. analyse: 

„Du har ikke forstået."' 
Der var en mand ved navn Oliver 
Cowdery. 1 kirkens første tid virkede 
han som privatsekretær for profeten. 
Han var skriver. Han nedskrev det, som 
profeten dikterede, mens Ånden hvilede 
over Joseph under oversættelsesproces- 
seg) (af Mormons Bog Broder Cowdery 
var på det tidspunkt forholdsvis åndeligt 
umoden, og han søgte og ønskede at 
gøre noget, der lå ud over hans 
daværende åndelige kapacitet. Han 
ønskede at oversætte. Derfor plagede 
han profeten, og denne tog sagen op 
med Herren, og de fik en åbenbaring. 



Herren sagde: ,, Oliver Cowdery, 
sandelig, sandelig siger jeg dig: Så vist 
som Herren, din Gud og Forløser, lever, 
skal du få kundskab om alt, hvad du 
beder om i tro og med et oprigtigt hjerte 
. . ." Og derpå en ting han måtte 
modtage, defineret som: „kundskab om 
de graverede, gamle optegnelser, der 
indeholder de dele af mine skrifter, om 
hvilke der er blevet talt gennem mm 
Ånds åbenbarelse." 

Efter således at have behandlet det 
specifikke problem, åbenbarede Herren 
et princip, der gælder denne og alle 
andre lignende situationer: ,,Ja, se, jeg 
vil tale til dig i din sjæl og i dit hjerte 
gennem den Helligånd, der skal komme 
over dig. og som skal bo i dit hjerte. Se, 
dette er åbenbaringens Ånd." (L&P 8:1- 

31. 

Oliver gjorde det samme, som mange al 
os ville have gjort. Han havde de 
instruktioner, jeg har anført her, og han 
gik ud fra, at de betød det, som de på 
overfladen syntes at sige: at hvis han i tro 
bad Gud, ville han få kraft til at 
oversætte. Men i hans tilstand af relativ 
åndelig umodenhed, havde han endnu 
ikke lært, hvad der hørte med til at bede 
Gud, eller hvordan man skal udvikle den 
slagt tro eller gøre det særlige, som må 
gøres for at få svar på en bøn. Og så gik 
han i gang med at bede. Og som 1 ved, 
mislykkedes det; han var helt ude af 
stand til at oversætte. Det, tror jeg nok, 
gav anledning til nogen spekulation for 
både ham selv og profeten. Sagen blev 
forelagt Herren, hvis løfte de havde 
forsøgt at inrette sig efter. Svaret kom 
og årsagen til, at han ikke kunne 
oversætte: ,,Se, du har ikke forstået det 
ret. Du har troet, at jeg ville give dig, 
uden at du selv gjorde dig nogen 
anstrengelse, blot du bad." (L&P 9:7) 
Se, det er øjensynligt alt, vi er blevet 
instrueret om at gøre, at bede i tro; men 
indbefattet i troens bøn er det 
forudgående krav, at vi selv gør alt, hvad 
der står i vor magt for at opnå det mål, vi 
søger. Vi benytter den handlefrihed, 



18 





Hvorfor 
havet er 
salt 

(Gendigtning aj et jolkeeventyr) 



Der var engang to brødre, 
Storebror og Lillebror, som boede 
nar ved havet. Lillebror var en rar fyr 
men meget fattig. Storebror var sur 
og nærig men meget rig. 
Da en festdag nærmede sig, havde 
Lillebror ikke noget at spise, så han 
gik til sin brors hus. „Vil du ikke nok 
give mig noget mad til mig og min 
kone, kære Storebror?*' sagde han. 
„Du har rigeligt, og jeg vil betale dig 
ved høsttid."* 

Storebror ville helst ikke give 
Lillebror noget, men han var bange 
for, hvad naboerne ville sige, hvis 
han ikke gjorde det, så han gav 
Lillebror et stykke skinke. „Tag det, 
og så afsted med dig. Når høsten 
kommer, forventer jeg, at du 



arbejder en dag for mig til gengæld," 
sagde han, og han var rigtig godt 
sur. . . . 

Lillebror tog skinken og gav sig på 
vej hjemad. Da han var ivrig efter at 
komme hjem, skar han genvej 
gennem skoven. Som han nu gik, 
begyndte skoven at forekomme 
ham ukendt. Og snart måtte han 
erkende, at han var faret vild. Mens 
han tænkte over, hvad han skulle 
gøre, hørte han en skovhuggers 
øksehug i nogen afstand. Han fulgte 
lyden og kom snart til et stort hus, 
hvor en gammel mand var ved at 
hugge brænde. 

„Kan De mon fortælle mig vejen til 
. . .** begyndte han at sige. Men før 



1 



han kunne gøre sætningen færdig, 
ti øj øksen Ira den gamle mands 
hånd og ville have ramt brændehug- 
gerens ben, hvis ikke Lillebror 
hurtigt var sprunget til og slået 
øksen til jorden. 

„Du er en god mand," sagde den 
gamle brændehugger, „og du har 
reddet mig fra at komme til skade. 
Ga nu ind i huset, hvor du vil finde 
nogle, som vil have din skinke. Pas 
på ikke at tage noget til gengæld 
undtagen den gamle mølle, der står 
bag døren. Og kom så tilbage, for så 
skal jeg vise dig, hvordan man 
bruger den. Den mølle kan male 
hvad som helst." 

Lillebror syntes, at det var noget 
mærkeligt noget, men han gjorde, 
som den gamle mand havde sagt. 
Inde i huset var der adskillige 
dværge. Da de lugtede skinken, 
begyndte de at råbe op og spurgte 
ham, hvad de måtte give ior den. 
Lillebror sagde: „I kan give mig den 
gamle mølle der bag døren og ikke 
noget andet." 

De tilbød ham meget andet i bytte, 
men det nægtede Lillebror at tage 
imod. Til sidst gik dværgene ind på 
det og gav ham møllen for skinken. 
Den gamle brændehugger smilede, 
da han så Lillebror komme med 
møllen under armen. Hurtigt 
lortalte han Lillebror, hvordan han 
skulle sætte møllen i gang, og 
hvordan han skulle standse den 
igen. Lillebror takkede den gamle 
mand og var snart på den rigtige vej 
hjemad. 

Da han kom hjem, stillede Lillebror 
møllen på bordet. „Mal os en god 
aftensmad," sagde han. Til hans 




kones store glæde begyndte møllen 
at løbe rundt, og ud al den kom den 
bedste aftensmad, hun og Lillebror 
havde spist i lang tid. 
Etter at Lillebror havde ladet 
møllen male mange gode ting - mad, 
tøj, sølv, guld, og en hel masse 
andet, som han og hans kone havde 
brug lor, indbød de alle deres venner 
og naboer til at komme og tage del i 
deres nyvundne lykke. Storebror 
blev også inviteret, men da han sa, 
hvor meget Lillebror nu havde, blev 
han misundelig og vred. „Hvor tik 
du al den rigdom Ira?" lorlangte han 
at la at vide. 

Da Lillebror lortalte ham om 
møllen, ville Storebror absolut have 
den. Han bad så kraltigt om den, at 
Lillebror til sidst gav el ter. Men tør 
han gav ham den, lod Lillebror og 
hans kone møllen male så mange 
gode ting, at det kunne strække til 
adskillige år. Og så bragte han 
møllen til sin bror. 
Storebror kunne næsten ikke vente, 
til han blev alene med sin nye skat. 
Han var så ivrig efter at bruge den, 
at han ikke hørte efter, da Lillebror 
forklarede ham, hvordan man 
skulle standse den, når først den var 




i gang. Så snart han var alene med 
møllen, befalede Storebror: „Mølle, 
mal mig noget grød! Jeg er sulten 
etter noget god grød." 

Straks begyndte møllen at male. 
Først malede den en skålfuld, så en 
spandfuld, så et helt bord fuldt, og 
snart var værelset halvfuldt. Grøden 
løb ud at døren og ud i gården. 
,.Stopi Stop! Stop!"", råbte Store- 
bror, men møllen holdt ikke op, og 
tloden af grød blev ved at strømme 
ud al møllen. 

Til sidst blev Storebror nødt til at gå 
og spørge sin bror til råds. Han 
arbejdede sig gennem grøden, indtil 
han var udenfor, og så løb han 
hurtigt hen til Lillebrors hus. ..Tag 
den mølle tilbage," råbte han. ,,Tag 
den hurtigt! Den maler så megen 
grød, at hvis den ikke snart holder 
op, vil vi allesammen drukne i den.! 
Tag den tilbage: Jeg vil give dig hvad 
som helst tor at tage den tilbage !*" 
Lillebror tog møllen tilbage, 
standsede strømmen al grød på den 
måde, som den gamle mand havde 
lært ham, og i lang tid fortsatte han 
med at bruge møllen til at få det, 
som han og hans kone ønskede sig. 



Han blev snart en rig mand, der 

boede i et fint hus, ikke langt fra 

kysten, der skinnede af velstand. 

Mange, som kom sejlende forbi, 

standsede lor at se den vidunderlige 

mølle. 

En dag var der en kaptajn, som 

spurgte: „Kan den mølle male salt? 

Jeg har lang \ej at sejle for at hente 

en last af salt. Det ville være dejligt, 

hvis jeg kunne spare den lange vej. 

Jeg ville gerne have en mølle, som 

kan male salt." 

,,Selvlølgelig kan den det."' svarede 

Lillebror. 

,,Jeg vil give dig 1000 mønter tor 

den," tilbød kaptajnen. 

„Nej," sagde Lillebror, „Jeg vil ikke 

skille mig af med den vidunderlige 

mølle." 

Men kaptajnen blev ved med at 

plage, indtil Lillebror til sidst 

besluttede at sælge den. Manden 

skyndte sig afsted med møllen, gik 

ombord i sit skib og sejlede ud på 

dybt vand. 

Så standsede han skibet og satte 

møllen ned og befalede: „Mal salt. 

Mal salt og mal det hurtigt!" 

Straks begyndte møllen at male. Og 

ligesom det var sket med Storebror 

og grøden, holdt den ikke op igen. 

Skibets last var snart luid. Saltet 

fyldte hver en sprække, og kaptajnen 

råbte og tiggede og bad. Men saltet 

blev ved med at strømme ud, fyldte 

hele dækket, mens skibet iå lavere og 

lavere i vandet. 

Til sidst sank skibet fuldstændigt og 

kom til al ligge på havets bund. Og 

der ligger det stadig, og møllen 

bliver ved med at male salt ud i 

havet. 




„Han er opstanden" 

(Farv selv - til flonelstavlen) 



2 

3 

4 
S 




Efter Jesu korsfæstelse tog hans venner 
legemet og beredte det til begravelsen. 

Josef af Arimatæa anbragte Jesu legeme i 
den grav han havde lavet til sig selv. 

En stor sten blev væltet hen foran graven 
for at beskytte den. Ypperstepræsterne 
og farisæerne fortalte Pilatus at da Jesus 
endnu levede havde han sagt, at efter 3 
dages forl b ville han opstå. 

Soldater blev anbragt for at beskytte 
graven så disciplene ikke kunne komme 
og stjæle Jesu legeme og sige: ,Han er 
opstået fra de døde.' 

Efter sin opstandelse fandt Jesus Maria 
grædende i haven. Han sagde: , Kvinde, 
hvorfor græder du?' Maria som antog 
ham for at være havemanden svarede: 
, Herre, hvis det er dig, som har båret ham 
bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så 
vil jeg hente ham.' Jesus sagde blidt: 
, Maria!' Så genkendte Maria Jesus. 



Et stykke flonel eller fint sandpapir 
limet på bagsiden af figurerne, vil 
holde dem på plads på flonelstavlen. 
Se yderligere anvisninger i Familie- 
hjemmeaften lektiehæfte f.eks. 
1974-75. 



Søren bliver medlem af kirken 



Fotos taget at Eldon Linschotcn 



é 


i 1 

i 


må 



2 



Inde i kirkesalen sidder 
Søren sammen med sin 
familie og sine venner. 



1 



Søren og hans lamilie kommer ind i 
kirkebygningen, hvor Søren skal være 
medlem al kirken, etter' at han er blevet 
dobl. 



Først bliver nogle småbørn 
velsignet. 



3 





Endelig bliver Sørens 
navn nævnt, og han 
og hans far går op 
loran, hvor Søren 
bliver bedt om at tage 
plads i en stol. Sørens 
lar og nogle voksne 
venner star i en 
kreds uden om 
ham. 



4 




De lægger hænderne p 
Sørens hoved, og hans lar, 
som bærer Det 
melkisedekske 

Præstedømme, nævner ham 
ved navn. bekræfter hans 
medlemsskab al kirken, 
overdrager ham 
Helligandens gave og giver 
ham en velsignelse. 





6 



titer dette trykker 
mændene i kredsen 
Sørens hånd og 
ønsker ham tillykke. 



»Den lille missionær" bringer 
evangeliet ud til familiemedlemmer 



af Peggy Mills, 
journalist ved Deseret News Douglas, Georgia 



J anet Fussell var bare lem år 
gammel, da hun tor tørste gang 
rejste sig og bar sit vidnesbyrd for 
lorsamlingen i Douglas gren. 
Hun elskede evangeliet, og hendes 
ungdommelige missioneringsindsat 
resulterede i, at en 74 ar gammel 
mand blev døbt. 

Janet, der er datter at bror og søster 
Willord Fussell, har altid boet lidt 
nede ad gaden nær sin grandonkel, 
William Bordeaux. ,, Onkel Wil- 
liam" har altid været noget særligt 
tor lille Janet. Altid nar hun besøgte 
sin onkel, talte Janet om kirken og 
udspurgte ham om, hvad han troede 
på. Og så fortalte hun ham om 
evangeliet, som hun var sikker på 
var sandt. 

Ved sit eksempel og sin kærlighed 
blev ,, Onkel William** interesseret i 
kirken. Da Janet fyldte 7, blev hun 
bekymret for sin grandonkel. Hun 
syntes, at det ville være bedst, om 



han blev døbt, så hun bad på egen 
hånd missionærerne om at besøge 
sin onkel. 

Manden havde røget pibe næsten 
hele sit liv, men med opmuntring Ira 
missionærerne og Janet opgav han 
sin pibe og begyndte at lå 
missionærlektierne. 
Han var født i år 1900 og havde 
aldrig sluttet sig til nogen kirke. Og 
han havde aldrig giftet sig. Han 
havde ved en ulykke for mange år 
siden mistet en del af sit højre ben, 
men havde alligevel kunne klare sig 
som landmand, indtil han tik 
folkepension. 

Da Janets 8-års fødselsdag nærmede 
sig, tog hendes grandonkel mod 
opfordringen til at lade sig døbe, og 
der blev fastsat en dag. Janet. ,,den 
lille missionær" var stolt al at have 
været med til at bringe denne meget 
særlige og udvalgte omvendte ind i 
kirken. 




som vi har fået. Vi benytter enhver evne 
som vi ejer tii at opnå det resultat, vi 
ønsker. Det resultat kan være at 
oversætte Mormons Bog, det kan være 
at vælge en hustru, det kan være at vælge 
arbejde, eller enhver at de tusinder af 
vigtige ting, der skal tages stilling til i 
livet. 

Herren tortsatte: 

„. . . jeg siger dig: Du må udtænke det i 
dit eget sind, og da må du adspørge mig, 
om det er ngtigt(og dersom det er rigtigt, 
vil jeg bevirke, at dit hjerte brænder i dig, 
og derved skal du fornemme, al det er 
rigtigt. Men er det ikke rigtigt, skal du 
ikke have sådan følelse, men dine tanker 
skal være så uklare, at du glemmer det, 
der var urigtigt. Derfor kan du ikke 
skrive det, der er helligt, uden det bliver 
givet dig af mig." (L&P 9:8-9) 
Hvordan vælger man en hustru? Jeg har 
hørt masser af unge mennesker fra 
Brigham Young Universitet og andre 
steder sige: ,Jeg må få en føleise af 
inspiration. Jeg må få en åbenbaring. 
Jeg må faste og bede og få Herren til at 
vise mig, hvem jeg skal gifte mig med.'" 
Ja, måske vil det være noget af et chock 
for jer, men aldrig i mit liv har jeg nogen 
sinde bedt Herren fortælle mig, hvem jeg 
burde ægte. Det faldt mig aldrig ind at 
spørge ham. Jeg gik ud og fandt den 
pige, jeg ønskede; hun passede mig; jeg 
vurderede og vejede muligheden, og det 
forekom mig bare hundrede procent, at 
sådan skulle det være. Hvis jeg nu skulle 
have gjort det helt rigtige, så ville jeg 
have rådført mig med Herren, hvad jeg 
ikke gjorde; men alt, hvad jeg gjorde, var 
at bede til Herren og bede om nogen 
vejledning og retningslinier i forbindelse 
med den beslutning, jeg var kommet til. 
Det ville have været mere fuldkomment 
at rådføre mig med ham med hensyn til 
denne beslutning og få en åndelig 
bekræfte i se på, at konklusionen, som jeg 
ved hjælp af min handlefrihed og mine 
evner var kommet til, var den rigtige. 



,, Hvorfor spørger du mig?'* 

Og nu til 2. problemanalyse: Der var en 
mand, hvis navn ikke er bevaret for os i 
de gamle optegneiser. Han er kendt som 
værende Jareds broder. Fra andre kilder 
ved vi, at hans navn var Monancumer. 
Han var til at begynde med det 
jareditiske folks åndelige leder. Da de 
begyndte deres udflytning fra 
Babelstårnet til deres amerikanske 
forjættede land, var han den, der 
kommunikerede med Herren for at få 
retningsliner og den andelige vejledning, 
de som et folk behøvede. 
Og så skete der noget meget interessant. 
De kom til det hav, som de skulle over, 
og Herren sagde til ham: „Byg nogle 
fartøjer. " Men interessant nok fortalte 
Herren ham ikke, hvordan han skulle 
bygge skibe. Jareds broder havde gjort 
det ved en tidligere lejlighed; han 
behøvede ingen instruktioner; han 
behøvede ikke åbenbaring til at vejlede 
sig. Så han byggede skibene. 
Men denne gang skulle de bruge dem 
under særlige og vanskelige forhold, og 
han havde brug for noget luft. Og det var 
et problem, der lå ud over hans evner. Så 
han bragte spørgsmålet op for Herren, 
og fordi det lå helt uden for hans egne 
evner at løse det, gjorde Herren det for 
ham og sagde: „Gør sådan og sådan, så 
vil du få luft." 

Men så stilllede Jareds broder - fuld af 
tillid, fordi han talte med Herren, fordi 
han kommunikerede og fik svar - endnu 
et spørgsmål: han bad om løsning på et 
problem, som han selv kunne have løst 
og ikke havde behøvet at bringe frem for 
Herren. Han spurgte: „Hvordan får vi 
lys i fartøjerne?" 

Og Herren talte lidt med ham om dette 
og sagde: „Hvad vil I have, at jeg skal 
gøre, for at I kan have lys i jeres 
fartøjer?" (Eth. 2:23) Eller med andre 
ord: „Hvorfor spørger du mig?. Det er 
noget, I selv burde finde ud af." Og han 
talte lidt mere, og så gentog han i 
virkeligheden spørgsmålet: „Hvad vil I, 
jeg skal berede for jer, så I kan have lys, 



19 




når I er opslugt i havets dyb?" (Eth. 
2:25) Med andre ord: „Moriancumer, 
dette her er dit problem, Hvorfor 
ulejliger I mig? I har fået jeres 
handlefrihed. I har fået overdraget 
evner og kunnen. Gå selv ud og løs det 
problem." 

Ja, og så forstod Jareds broder 
budskabet. Han gik op til et bjerg, der 
kaldtes Shlem, og optegnelserne siger, at 
han: „smeltede seksten små sten ud af en 
klippe, og de var hvide og klare som 
gennemsigtigt glas." (Eth. 3:1) 
Og så tog Jareds broder seksten små 
krystaller af en eller anden slags med 
(han kunne holde dem alle i hænderne) 
op på bjerget. Optegnelserne siger, at 
„han bar dem i hænderne op på bjergets 
top," (Eth. 3:1) og så sagde han faktisk 
til Herren: „Se nu her, det er det, jeg 
håber, du vil gøre." Selvfølgelig 
fortæller man ikke Herren, hvad han 
skal gøre, men man får en eller anden 
inspiration, bruger derpå sin 
dømmekraft, og så taler man sagen 
igennem med ham. Moriancumer sagde 
til Herren: „Rør derfor, o Herre, ved 
disse sten med din finger og få dem til at 
lyse i mørket; og da skal de lyse for os i 
de fartøjer, vi har udrustet, så vi kan 
have lys, medens vi farer over havet." 
(Eth. 3.. 4) 

Og Herren gjorde det, som Jareds 
broder havde bedt om, og det var ved 
denne lejlighed han så Herrens finger; og 
mens han var i harmoni med sin Skaber, 
modtog han en åbenbaring, der 



oversteg, hvad nogen anden profet 
nogen sinde indtil det tidspunkt havde 
opnået. Herren åbenbarede mere til ham 
om sin natur og personlighed, end der 
nogen sinde før var fremkommet, og det 
skete altsammen, fordi han havde gjort 
alt, hvad han kunne gøre, og fordi han 
rådførte sig med Herren. 
Der findes en fin balance mellem 
handlefrihed og inspiration. Vi forven- 
tes at gøre, alt hvad der står i vor magt 
og derefter søge et svar fra Herren, et 
bekræftende stempel på at vi er kommet 
til den rette konklusion. Og sommetider 
får vi lykkeligvis i tilskud yderligere 
sandheder og kundskab, som vi ikke 
engang havde forestillet os mulig. 

„De skal rådføre sig med mig" 

Og nu til 3. problemanalyse: I kirkens 
tidlige historie befalede Herren de 
hellige at samle sig På et bestemt sted i 
Missouri. Befalingen lød: „Saml jer." 
Specielt kom denne befaling: „Lad den 
præsiderende biskop komme hertil og 
gøre det og det." Læg så mærke til, hvad 
der skete. Det er Herren, der taler: 
,,. . . som jeg sagde angående min tjener 
Edward Partridge, dette land er det land, 
hvor han og de, som han har udset til 
sine rådgivere, skal bo. Her skal han 
også bo, som jeg har udnævnt til at føre 
opsyn med mit forrådshus. 
Derfor skal de bringe deres familier til 
dette land, som de kan blive enige om 
med hinanden og med mig." (L&P 
58:24-25) 



20 





Der kan I se: Herren sagde „saml jer" i 
Zion. Men detaljerne og arrangementer- 
ne, hvordan og hvornår og omstændig- 
hederne skal bestemmes gennem deres 
handlefrihed, som skal kaldes til at 
indsamle, men de skal rådføre sig med 
Herren. Og når man rådfører sig med 
Herren, taler man noget igennem. Jeg 
henter mine børn ind, og vi taler om et 
problem. Jeg fortæller dem ikke, 
hvordan det burde være. Jeg siger: 
„Hvad mener I? hvad er jeres vurdering? 
hvad vil I gøre i den situation? hvad vil 
være det bedste at gøre?" Og de fortæller 
mig, hvad de mener, og hvis jeg 
tilfældigvis har nogen viden om eller 
dømmekraft i den pågældende sag, giver 
jeg udtryk for, hvad jeg mener. Herren 
har al visdom, al kundskab og al magt. 
Han ved, hvordan han skal styre og 
kontrollere og lede os på fuldkommen 
vis. Hans lader os afgøre, hvad vi burde 
gøre, men han forventer, at vi rådfører 
os med ham. 

Og efter at Herren havde sagt dette til 
kirkens præsiderende biskop, gav han 
det princip, der styrede i den situation, 
og som styrer i alle situationer. Og det er 
en af vore vidunderlige, åbenbarede 
sandheder. Han sagde: 
„Thi se, det er ikke passende, at jeg giver 
befaling i alle ting( thi den, som skal 
tvinges til alt, er en lad og ikke en klog 
tjener, hvorfor han ingen belønning får. 
Sandelig siger jeg: Menneskene burde 
virke med iver for en god sag og gøre 
mange ting af egen fri vilje og udøve 



megen retfærdighed. Thi kraften dertil 
har de i sig, hvorved de kan handle efter 
egen fri vilje. Og dersom mennesker gør 
det gode, skal de ingenlunde miste deres 
løn. 

Men den, der ikke gør noget, førend det 
bliver ham befalet og desuden modtager 
befalingen med tvivlende hjerte og er sen 
til at udføre den, er under 
fordømmelse." (L&P 58: 26-29) 
Profeten Joseph Smith blev spurgt: 
„Hvordan styrer De så stort og så 
forskelligartet et folk som de sidste 
dages hellige?" Han svarede: „Jeg lærer 
dem korrekte principper, og så styrer de 
sig selv." 

Se, det er himlens orden. Det er sådan, 
den Almægtige fungerer. Det er sådan, 
kirken burde køres. Vi forventes at lære 
korrekte principper og derpå styre os 
selv. Vi træffer vore egne valg, og 
derefter præsenterer vi sagen for Herren 
og får hans godkendende, bekræftende 
segl. 

„Rådfør dig med Herren i alt, hvad du 
gør." 

Dette var de tre problemer. Lad os nu 
komme til den åbenbarede konklusion. 
Der var en mand ved navn Alma, en 
mægtig og storslået profet. Han havde 
en søn, der hed Helaman, som var en 
hellig og retskaffen mand, der fulgte det 
mønster, det eksempel, som hans far 
havde været. Og til Helaman, sagde 
Alma dette: „O, min søn, husk at lære 
visdom i din ungdom. Ja, råb til Gud om 



21 





hele dit underhold." (Al. 37: 35-36) Tror 
I så, at når I har modtaget det råd at 
bede til Herren om støtte, både timeligt 
og åndeligt, at det er alt, hvad I skal 
gøre? I Fadervor hedder det: „Giv os i 
dag vort daglige brød." Går I ud og 
sætter jer i ørkenen eller på en bjergtop 
og beder af al kraft og siger: „Giv os i 
dag vort daglige brød," eller går I ud og 
planter en afgrøde og opdrætter kvæg og 
gør alt, hvad der står i jeres magt for at 
opnå resultatet? 

Og hvis vi læser videre: „Ja, lad alle dine 
gerninger være for Herren, og hvor du 
end går, lad det ske i Herren, ja, lad dine 
tanker være henvendt til Herren; lad dit 
hjertes attrå være til Herren evindelig." 
(Al. 37: 36) Og læg så mærke til dette: 
„Rådfør dig med Herren i alle dine 
gerninger, og han vil vejlede dig til det 
gode." (Al. 37:37) 

Hvad var Oliver Cowderys problem? 
„Du har troet, at jeg ville give dig, uden 
at du selv gjorde dig nogen anstrengelse, 
blot du bad . . . Du må udtænke det i dit 
eget sind." (L&P 9:7-8) 
Tænker du på at finde en kone? Ønsker 
du at alt skal være ret og rigtigt? Gå i 
gang og benyt din handlefrihed og den 
kraft og evne, som Gud har givet dig. 
Benyt enhver evne, brug al den 
dømmekraft, som du kan mobilisere i 
denne sag, træf din egen afgørelse, og 
rådfør dig derefter med Herren for at 
sikre dig, at du ikke gør noget forkert. 
Tal det igennem med ham. Du kan sige: 



„Dette er, hvad jeg mener; hvad mener 
du?" Og opnår du så den søde, rolige, 
sikre fornemmelse, der kun kan komme 
fra Helligånden, så ved du, at du er 
kommet til den rette konklusion. Men 
hvis der er nervøsitet og usikkerhed i dit 
hjerte, så må du hellere begynde forfra, 
for Herrens hånd er ikke i det, og du får 
ikke det bekræftende segl, du, som 
medlem af kirken og indehaver af 
Helligåndens gave, har ret til at 
modtage. 

„Ja, når du lægger dig om aftenen, da 
læg dig for Herren, så han kan våge over 
dig, medens du sover; og når du står op 
om morgenen, da lad dit hjerte være 
fuldt af taksigelse til Gud; og dersom du 
gør det, skal du blive ophøjet på den 
yderste dag." (Al. 37:37) Hvis du lærer 
hvordan du skal benytte den handlefri- 
hed, som Gud har givet dig, hvis du 
prøver at træffe dine egne beslutninger, 
hvis du når frem til konklusioner, der er 
sunde og rigtige, og hvis du rådfører dig 
med Herren og får hans godkendelses- 
segl på de resultater, du er kommet til, så 
har du for det første modtaget 
åbenbaring, og for det andet vil du 
komme til at få den store belønning, 
evigt liv og vil blive løftet op på den 
yderste dag. Vi er absolut ikke ens 
allesammen; nogle har ét talent og 
evner, og nogle har andre. Men hvis vi 
bruger de talenter, vi har, så vil det på en 
eller anden måde komme til at gå os 
godt. 



22 




En mandag, da vi fejrede George 
Washingtons fødselsdag, var jeg nede 
hos min mor, hvor jeg savede en bjælke i 
stykker i hendes have. Hun kom ud for 
at give gode råd og for at se, hvordan det 
gik, men hun var ikke rigtig tilfreds. Hun 
mente, jeg burde gøre det anderledes. 
Hun gik tilbage ind i huset, og nogle få 
minutter senere kom min yngre bror ud. 
Hun havde sagt til ham: „Mon ikke du 
skulle gå ud i haven og hjælpe Bruce og 
sørge for, at han gør det rigtigt?" Og så 
tilføjede hun: „Bruce er ikke særligt 
smart." Nej, det er jeg ikke. Så jeg 
begynder dér, hvor jeg er, og jeg går 
fremad derfra. Jeg begynder at bruge det 
talent, jeg har, og jeg begynder at 
anvende de evige principper i min 
tilværelse. Jeg adspørger og rådfører 
mig med Herren undervejs, og uden 
hensyn til hvor jeg er, bringer evangeliet 
mig fremad og opad og videre fremad, 
og velsignelser opfanges i min turban i 
dette liv og vil tilsidst give mig herlighed 
og ære og værdighed i det kommende 
liv. 

Vi har åbenbaringens ånd 

Jeg tror nok, jeg har sagt tilstrækkeligt. 
Princippet ligger foran os. Lad mig blot 
gøre én ting mere. Lad mig i princippet 
gør det, som min ven Alma ville gøre. 
Efter at han havde prædiket, sagde han: 
„Og det er ikke alt. Tror I ikke, at jeg 
selv kender disse ting?" (Al. 5:45) Det er 
derfor, han har givet dem eksemplerne, 



citeret åbenbaringerne, og har båret 
personlige vidnesbyrd. Det er det, som vi 
burde gøre i kirken. Vi burde lære at 
undervise ved Åndens kraft, så at vi, når 
vi er færdige med at tale om evangeliske 
emner, kan vide, om det, vi har sagt, er 
rigtigt, når vi bliver i stand til at bære 
vort vidnesbyrd, ikke alene om 
sandheden og guddommeligheden af 
værket, men også om at den lære, vi 
forkynder og de evige sandheder, som vi 
taler om, er rigtige, og er Herrens tanker 
og stemme og vilje. Det vidunderlige, 
storslåede ved dette værk og ved disse 
lærdomme er, at de er sande. Der er ikke 
noget i denne verden, ingen sandhed, vi 
kan tænke os, som kan sammenlignes 
med sandheden om at det værk, vi er 
engageret i, er sandt, at Herrens 
indflydelse er her. Det er en bogstavelig 
•kendsgerning, at vi har Helligåndens 
gave og kraft. Vi har åbenbaringens ånd, 
vidnesbyrdets ånd, profetiens ånd. Disse 
ting er virkelige, ellers er vi ikke i Guds 
kirke og rige. Vi ville ikke være Herrens 
folk. 

Kendsgerningen er, at vi virkelig har 
dem; åbenbaring virker. Undslå jer ikke 
fra at få åbenbaringer. Joseph Smith 
sagde: „Gud har ikke åbenbaret noget 
for Joseph Smith, andet end han vil gøre 
kendt for De Tolv, og selv den mindste 
hellige kan kende alle ting, så hurtigt, 
som han er i stand til at fatte dem." Vi er 
berettiget til åbenbaringens ånd, men 
hvad jeg forsøger at forkynde her, er at 



23 





der er en rigtig måde, og der er 
betingelser, som vi må opfylde først. Det 
er vores forpligtelse at gå til værks med 
vore egne problemer og der på rådføre 
os med Herren og få Helligåndens 
godkendelsessegl for de konklusioner, vi 
har nået; og det godkendelsessegl er 
åbenbaringens ånd. 

Gud give os visdom i disse ting. Gud give 
os mod og evne til at stå på egne fødder 
og benytte vores handlefrihed og de 



evner og talenter, vi ejer; og lad os da 
være tilstrækkeligt ydmyge og 
medgørlige over for Ånden til at ville 
bøje os for hans vilje, til at få hans 
godkendende, bekræftende og anerken- 
dende segl, og på den måde at få denne 
åbenbaringens ånd indført i vor 
tilværelse. Og hvis vi gør det, er der 
ingen tvivl om resultatet; det er fred i 
dette liv; det er herlighed og ære og 
værdighed i det kommende liv. 



24 



Ny teknik 

Siden marts måned er der anvendt en ny teknik 
ved fremstilling af Den danske Stjerne. Hvor 
før hele teksten blev sat af tyske sættere så 
skriver vi nu teksten her på særligt papir og 
med særlige koder som en meget avanceret 
maskine nede i Frankfurt er ekspert i at 
læse. Hvis vi giver den en forkert kode kan 
der komme noget mærkeligt ud af det, eller 
der kan komme huller i teksten. 

I indlæringsperioden indtil vi bliver fortrolige 
med den nye teknik må vi bede om læserens 
overbærenhed. Vi ved at den er stor for den 

har vi måtte trække på mange gange. 

Den nye teknik skulle i løbet af året bevirke 

at Stjernen vil komme hurtigere frem. 

JL. 



Mormon 
Journal 



Den fjerde 
dåb 

af Virginia A. Travalini 



L 



.ndtil jeg var 2 år gammel, boede 
jeg sammen med min jødiske mor, min 
italiensk-katolske far og min søster hos 
min fars forældre. Efter at min søster var 
blevet født, insisterede min farmor på, 
at vi børn blev døbt i den katolske kirke. 
For at holde fred, indvilligede min mor 
og far. Så da jeg var 13 måneder 
gammel, blev jeg døbt for første gang. 
Under min opvækst boede vi i Boston 
ikke langt fra Fenway Park, og min 
søster Nancy og jeg tilbragte skiftevis 
weekend'erne hos mine italienske og 
jødiske bedsteforældre, som boede i 
Bostons forstæder. 

Sammen med Nana, min farmor gik vi 
så til den katolske kirke for at høre 
messen. Vi fejrede jul og påske. 
De andre weekend'er sammen med 
Bobeh og Tseydeh (jiddish for 
bedstemor og bedstefar) min mors 
forældre, holdt vi sabbat om lørdagen. 
Vi gik til synagogen på helligdage, og vi 
fejrede pinse og Hanukkah. 
Begge par bedsteforældre talte kun 
meget lidt engelsk men de indviede os i 
deres religion, så godt de kunne. Denne 
religiøse oplæring var interessant men 
utilfredsstillende, fordi ingen af dem 
kunne besvare mine religiøse spørgsmål. 
Dette fortsatte, indtil jeg var 13 år 
gammel, da min far sluttede sig til 



frimurerne. Og efter et råd fra en ven 
besluttede han sig til at lade os døbe ind i 
den episkopale kirke. 
Mens jeg tilhørte den kirke gik jeg i kirke 
regelmæssigt og blev aktiv i ungdoms- 
gruppen. I denne nye kirke stillede jeg 
også mange spørgsmål men modtog 
kun få svar. Jeg var stadig utilfredsstil- 
let, da jeg voksede op. Jeg vedblev at 
tilbringe hveranden weekend med mine 
bedsteforældre. 

Da jeg var 16 år gammel, besluttede jeg 
mig til at søge videre endnu i mine 
italienske bedsteforældres religion. Jeg 
besøgte påny den katolske kirke, og 
efter en studieperiode blev jeg døbt for 
tredie gang. Jeg gik regelmæssigt i kirke. 
Senere giftede jeg mig i den kirke, og da 
vore børn blev født, prøvede jeg at 
opdrage dem i den katolske tro. 
Til trods for mine anstrengelser for at 
skabe et lykkeligt ægteskab, opstod der 
alvorlige problemer. Endelig blev en 
skilsmisse uundgåelig. Jeg gik til de 
kirkelige ledere for at søge vejledning. 
Resultatet var utilfredsstillende og ikke 
til megen nytte for mig. 
I den tid boede vi i Georgetown i staten 
Massachusetts, 48 km. nordvest for 
Boston. En familie ved navn DeVilbiss 
fra Brigham City, Utah, flyttede ind ved 
siden af os. Jeg hjalp dem med 
flytningen og bød dem velkommen med 
lidt frokost. Da de sagde, at de desværre 
ikke kunne drikke den kaffe, jeg havde 
lavet, spurgte jeg hvorfor. „Fordi vi er 
mormoner," svarede de. „Godt!" sagde 
jeg, „Hvad er en mormon?" 
Indtil da havde jeg aldrig hørt om 
mormoner, Joseph Smith eller sidste 
dages hellige. Jeg havde hørt om Salt 
Lake City og vidste, at en eller anden 



25 



religion havde sit hovedsæde dér. Men 
jeg vidste ikke, hvem der hørte til den, 
eller hvad slags kirke det var. Indtil da 
havde jeg ikke haft interesse deri. 
LeOnna and Lee DeVilbiss var gode 
mennesker. De efterlevede deres reli- 
gion, deres hjem var fuld af fred og 
kærlighed; de accepterede mig, holdt af 
mig og forstod mig. De besvarede villigt 
de spørgsmål, jeg stillede. Hvis de ikke 
havde et svar, fandt de frem til det i 
bøger, blade osv. Dette fortsatte i 5 år. 
Under skilsmisseforhandlingerne var de 
langt mere forstående end nogen i min 
familie. De troede på mig og kunne 
forstå årsagerne til mine følelser, mens 
min familie og mine andre venner ikke 
kunne. De var til meget stor hjælp for 
mig. Jeg var altid velkommen i deres 
hjem, og den kærlighed, der herskede, 
var altid tydelig. Under et besøg 
nævnede jeg det for LeOnna og sagde: 
„Det er det, jeg kunne ønske mig." 

Hun svarede: „Den eneste vej dertil er 
gennem min kirke." På en eller anden 
måde vidste jeg, at hun havde ret. Men 
samtalen ophørte dér. De to dejlige 
mennesker besvarede mine religiøse 
spørgsmål, men de plagede mig aldrig. 
Efter en dejlig aften sammen med dem, 
gik jeg hjem, lagde børnene i seng og gik 
selv til ro. Mens jeg sov, havde jeg en 
drøm, der gjorde et stærkt indtryk på 
mig, om, at jeg kunne finde lykke 
gennem den kirke hvortil De Vilbiss 
familien hørte. Jeg vågnede op og 
tænkte over drømmen. Jeg sov påny, og 
havde den samme drøm. Denne gang 
var indtrykket imidlertid påtrængende. 
Jeg vågnede igen. Klokken var 7, da jeg, 
grædende af lykke, ringede LeOnna op. 
Hun og Lee hentede mig, og vi kørte alle 
3 til stavskonference i New Hampshire. 
Jeg stillede dem alle de spørgsmål, jeg 
kunne tænke på. Og jeg fik svar - - 
spændende, vidunderlige svar. Men da 
jeg bad Lee undervise mig, sagde han, at 
det ville være bedre, om jeg tog til 
missionærerne i Cambridge. 
„Jeg kender dem ikke." argumenterede 



jeg. Men han sagde at jeg burde gøre 
dette på den rigtige måde. Så vi tog til 
nadvermøde i Cambridge, og derefter 
bankede jeg på døren til missionskonto- 
ret. Der var 3 ældster dér, ældsterne 
Young, Wilson og Blodgett, alle fra Salt 
Lake City. Da jeg trådte indenfor og 
sagde: „Jeg vil gerne lære . . ." var de lige 
ved at vælte over hinanden for at 
komme til at hjælpe mig. Tre uger senere 
blev jeg døbt for den fjerde og sidste 
gang. Denne gang blev det gjort på rette 
måde med præstedømmets myndighed. 
Jeg har et stærkt vidnesbyrd, og jeg har 
fået svar på de spørgsmål, som jeg i så 
mange år tænkte på. Min himmelske 
Fader elsker mig. Jeg ved, at jeg betyder 
noget for ham. Da jeg boede i 
Massachusetts, delte jeg evangeliet med 
en dejlig mand, som da sluttede sig til 
kirken. Nu er vi blevet viet i templet for 
tid og al evighed. 



Talen jeg 
ikke 

kunne rose 
mig af 

af Carma N. Cutler 

1 en søndagsskoleklasse diskute- 
rede vi, hvordan Moses undlod at 
erkende Herrens andel i at skaffe vand til 
israelitterne. Vores lærer, en tidligere 
stavspræsident, prøvede at forklare 
klassen, at vi sommetider sætter vore 
ledere i en vanskelig situation, når vi 
giver dem utilstedelig ros for deres 
arbejde. Mange af klassens medlemmer 
var forbavsede: hvordan kunne det være 
et problem? Men jeg var klar over det. 



26 



Så jeg fortalte dem om en ydmygende 
oplevelse, jeg for nyligt havde. 
Jeg var blevet bedt om at tale ved vores 
laurbærpige standardaften. Da jeg 
begyndte at tænke og bede om denne 
opgave, følte jeg inspiration komme til 
mig flere gange den dag, og i aftenens 
stilhed begyndte jeg at sætte det hele 
sammen. Da jeg syntes, at talen var 
færdig - alt, hvad jeg behøvede for den 
tildelte tid - syntes jeg pludselig at 
genkalde mig en masse oplysninger fra 
taler og artikler om emnet. Og idet jeg 
sagte talte til Herren, sagde jeg: 
„Himmelske Fader, jeg tror, du giver 
mig alt for meget materiale, for jeg har 
kun 30 minutter at tale i." 
Så lød det tydeligt i mine tanker: „Skriv 
det hele ned, og læs det så højt og tag tid 
på det." 

Til min store forbavselse varede talen lige 
30 minutter. Jeg følte så vidunderligt, at 
jeg kunne have danset omkrig af glæde! 
Jeg var parat! 

Men dagen før talen skulle holdes, følte, 
jeg, at jeg burde forberede mig åndeligt 
for at give budskabet, og den aften 
begyndte jeg at faste. Den næste 
eftermiddag gik jeg til mit værelse og 
prøvede at holde talen. Til min 
forbavselse kunne jeg simpelthen ikke få 
den til at hænge sammen. „Hvad skal jeg 
gøre?" spurgte jeg Herren i panik. „Jeg 
er bange for, at jeg vil komme til at læse 
det meste af dette op fra manuskriptet, 
og hvis jeg gør det, vil alles 
opmærksomhed rettes mod mig i stedet 
for mod det budskab, som jeg ønsker at 
give dem." Og så kom meget stærkt 
denne idé i mine tanker: „Lad 
manuskriptet blive hjemme." 
Jeg modsatte mig det. „Det kan jeg altså 
ikke gøre. Du ved,hvilken forfærdelig 
dårlig hukommelse, jeg har." 
Igen kom tanken til mig: „Lad det blive 
hjemme." 

Rædselsslagen tryglede jeg: „Kan du 
huske, da jeg var primarys præsidentin- 
de og rejste mig for at holde en tale, og 
ikke kunne sige et ord? Det var en 



frygtelig oplevelse. Lad mig ikke gå det 
igennem én gang til." 
Men igen følte jeg mig tilskyndet af 
Ånden til at „lade det blive hjemme", så 
jeg gav op, idet jeg sagde: „Hvis jeg gør 
det, så er jeg nødt til at stole fuldt og helt 
på din hjælp." Og påny kom den rolige 
forsikring, at jeg blot skulle lade min tale 
blive hjemme. 

Da jeg den aften gik ud af døren, havde 
jeg kun et lommetørklæde med mig. Og 
da jeg kikkede op på mit soveværelse- 
vindue, følte jeg det bogstaveligt, som 
om jeg skulle besvime. Da jeg sad i 
kirkesalen og ventede på, at mødet 
skulle begynde, prøvede jeg endnu 
engang at sætte talen sammen i 
hukommelsen. Det ville bare ikke 
lykkes. Panikken sneg sig ind over mig, 
og jeg begyndte at bede. Da følte jeg 
øjeblikkelig sikkerhed for, at Herren var 
der. 

Da tiden kom, gik jeg til talerstolen med 
fuldkommen sikkerhed og talte i alle 30 
minutter. Jeg kunne ikke tro det, det var 
en vidunderlig åndelig oplevelse. 
Da mødet var forbi, var der adskillige, 
som kom op til mig og overøste mig med 
komplimenter. Men jeg kunne altså ikke 
få mig selv til at sige tak, og efter at jeg 
nogle gange havde fremstammet en 
genert påskønnelse, kikkede jeg mig 
omkring for at finde en måde at komme 
uset derfra. Jeg ønskede at komme 
hjem. Jeg kunne ikke lide at blive rost for 
det, der var sket. 

Når jeg ser tilbage på den oplevelse, 
kommer den tanke til mig, at måske er 
det venligste, man kan sige til nogen, 
hvis ord har gjort indtryk på os, er: „Tak 
for det inspirerede budskab," eller ,Jeg 
kunne mærke Herrens ånd i din tale i 
dag." ... for ellers fører vi dem ind i 
fristelse. 



Carma N. Cutler er husmor, mor til 6 børn, og 
virker som andet års bikubepigevejleder i Boise 
23. Ward, Boise Idaho, West Stake. 



27 



En mirakuløs redning 



John var i maj måned på Bornholm på 
lejrskole med sin klasse, og én af pigerne 
havde sin mor med sig på turen for at 
hjælpe klasselærerinden. 
Søndagen før børnene skulle hjem igen, 
havde de fået lov til at klatre rundt på 
klipperne og pigens mor var med på 
denne tur. Alle børn havde fået besked 
på at tage gummisko på for bedre at stå 
fast. Men alligevel gled én af drengene 
på den glatte sten han stod på og faldt i 
vandet. Børnene og moderen blev 
skrækslange. Den ene efter den anden 
sagde: Jeg kan ikke svømme! Jeg kan 
ikke svømme!' Moderen sagde det 
samme. De fleste begyndte at græde, for 
hvad skulle de gøre? De så, hvordan 
Benjamin drev ind mod land, men så 
kom der en bølge der tog ham med igen. 
Dette skete flere gange. Hver gang de så 
ham komme ind mod stranden, troede 
de han kunne rejse sig op og komme til 
dem, men hver gang tog en stor bølge 
ham med igen. 

John stod øverst oppe på en stor sten. 
Han kunne svømme, fordi hans mor 
havde insisteret på at hendes børn lærte 
at svømme og han havde også lært at 
redde med tøj på. John bad inden i sig 
selv: ,Nu må du hjælpe mig, Gud, for nu 
er jeg nødt til at springe, jeg er den 
eneste, der kan svømme.' John sprang, 
og da han kom op afvandet kunne han 



ikke få øje på Benjamin. Igen bad han: 
, Hjælp mig, himmelske Fader, så jeg 
kan finde ham!' Pludselig var drengen 
lige ved siden af ham. Der var gået panik 
i ham, så han slog ud med både arme og 
ben. John sagde: ,Nu skal du være 
ordentligt, Benjamin, ellers er jeg nødt 
til at slå dig!' Men Benjamin blev ikke 
rolig. Så slog John ham og med det 
samme faldt han til ro. Nu kunne John 
tage ham med det greb han havde lært 
derhjemme i svømmehallen og føre ham 
sikkert i land. De andre var imidlertid 
løbet ned på stranden, også lærerinden 
var kommet til. Hun skyndte sig hjem til 
vandrehjemmet med de to våde drenge, 
og puttede dem i en dejlig varm seng. 
Forstanderen sørgede for varme tæpper 
og litervis af kamillete. Deres tempera- 
tur blev taget flere gange men de blev 
ikke syge. Lærerinden mente bestemt at 
de ville blive syge begge to, da det netop 
var de to drenge der havde været syge 
lige inden rejsen. Men John fortalte sin 
mor, da han 2 dage senere kom hjem, at 
han godt vidste, hvorfor de ikke var 
blevet syge. Han fortalte også at han 
havde været meget bange og at vandet 
var meget koldt, men det opdagede han 
først bagefter. 

Senere i sengen huskede han at takke sin 
himmelske Fader for denne mirakuløse 
redning. 



28 



De oftes 

stillede 

spørgsmål 

om hjemme- 

fremstilling 

og opbevaring 



Hvordan passer hjemmefremstilling og 
opbevaring ind i kirkens program for 
personligt og familiemæssigt beredskab? 
Ligesom alle andre af de større 
programmer i kirken er beredskabet 
centreret om den enkelte og familien. 
Dens centrale tanke er sparsommelig 
levevis, ikke blot en reaktion til 
nødhjælp. Hjemmeproduktion er et af 
de 6 punkter i programmet for 
personligt og familiemæssigt beredskab 
(se diagrammet): 

1. Læsefærdighed og uddannelse. Den 
velforberedte person læser, skriver og 
regner godt; studerer regelmæssigt i 
skrifterne og andre gode bøger; og 
benytter hjælpekilder til at lære sin 
families medlemmer disse evner og 



Læsefærdighed 

og 
Uddannelse 




Udvikling 

af 
Karriere 




Styromg af 

Økonomi og 

Resourcer 



29 



vaner. Forældre og børn bør benytte sig 
af offentlige samt andre uddannelses- 
muligheder. 

2. Karriereudvikling. Hvert familieover- 
hoved bør vælge sig en passende 
uddannelse eller profession og søge den 
dertil hørende oplæring. Ethvert ungt 
menneske bør have vejledning i at vælge 
en levevej, der kan tilfredsstille familiens 
økonomiske behov og give personlig 
tilfredsstillelse. 

3. økonomi og pengesager. Den 
velforberedte sætter økonomiske mål, 
betaler tiende og offergaver, undgår 
gæld, benytter og bevarer klogeligt de 
økonomiske reserver og opsparer i 
produktionstider til brug i tider uden 
produktion. 

4. Hjemmeproduktion og opbevaring. 
Hvert medlem eller familie bør 
producere så meget som muligt ved 
havebrug og så meget, som vil være 
passende ved syning og fremstilling af 
husholdningsartikler. Hver enkelt og 
hver familie bør lære teknikken ved 
hjemmehenkogning, nedfrysning og 
tørring af fødevarer, og bør, hvor det er 
juridisk tilladt, opbevare et lårs forråd 
af fødevarer, tøj og, om muligt, 
brændstof til opvarmning og madlav- 
ning. 



5. Sundhed og helbred. Hvert medlem 
bør efterleve visdomsordet og praktisere 
sundhedsprincipper for ernæring, fysisk 
kondi, vægtkontrol, vaccination, bolig- 
standard og sanitetsforhold, mor og 
barn sundhedsregler, samt lægelig pleje. 
Derudover bør hvert medlem tilegne sig 
passende sundhedsmæssig kunnen i 
nødhjælp og sikkerhedsregler, hjemme- 
sygepleje, fødevareudvælgelse og tilbe- 
redelse af mad. 

6. Social, følelsesmæssig og åndelig 
styrke. Hver enkelt bør opbygge åndelig 
styrke for at kunne møde livets 
udfordringer og krav med tillid og 
stabilitet, ved at lære at elske Gud og 
kommunikere med ham i personlig bøn, 
ved at lære at elske og tjene sin næste, og 
ved at lære at elske og respektere sig selv 
gennem retskaffen levevis og selvbeher- 
skelse. Enhver familie bør forstå, at 
social og følelsesmæssig styrke er en 
velsignelse, som er resultatet af åndelig 
vækst gennem adlydelse af åbenbarede 
principper for familieliv. 

Hvis fædre og mødre aktivt vil 
planlægge og forberede deres børn på 
alle disse områder, kan stor styrke opnås 
ved en god balance mellem de forskellige 
dele både for kirken og familien. 
Familierne vil ikke blot være forberedte 
på nødsituationer, men de vil også 




30 



udvikle deres evne til at styre deres 
forråd, udvise klog forvaltning, undgå 
problemer, og få det bedst mulige ud af 
hverdagslivet. 

Personligt og familiemæssigt beredskab 
er nøglen til selvtillid og 
familiesamhørighed i kirkens samlede 
velfærdsprogram. 

Hvor meget ville kirken være i stand til at 
hjælpe sine medlemmer i tilfælde af 
omfattende katastrofe eller økonomisk 
sammenbrud? Ville biskoppernes 
forrådshuse være i stand til at tage sig af 
alle? 

Biskoppernes forrådshuse har altid 
været beregnet på kun at sørge for de 
„fattige og trængende og ulykkelige" 
blandt os under normale, daglige 
forhold. Derfor fører forrådshusene kun 
et års lager af varer, der kan tilfredsstille 
det øjeblikkelige behov hos medlem- 
merne. Det er ikke muligt at opretholde 
et reservelager, der kan dække behovet 
hos samtlige kirkens familier. 
I tilfælde af en lokal nødsituation - 
katastrofen med Teton dæmningens 
sammenbrud i 1 976 er et godt eksempel - 
er kirkens afdeling for produktion og 
distribution i stand til at udnytte kirkens 
lagre, heri regnet biskoppernes 
forrådshuse og sende hjælp til de 
trængende. Men skulle en større, 
vidtrækkende katastrofe indtræffe, ville 
forrådshusene hurtigt blive tømt. 
Det er en af årsagerne til, at familiens 
årsforråd er så vigtigt. I gode tider kan 
vores velfærdsprojekter sædvanligvis 
klare det almindelige varebehov og 
økonomisk hvile i sig selv. Men hvis 
tiderne skulle blive mere krævende, ville 
kirkens medlemmer være nødt til at 
skulle leve af deres egne fødevarelagre, 
samtidig med at de og kirkelederne 
måtte arbejde for at producere 
tilstrækkelige afgrøder og andre varer. 

Hvad er vores nøjagtige ansvar med 
hensyn til hjemmeproduktion og opla- 
gring? 

Ansvaret for kirkens medlemmers 
velbefindende ligger først og fremmest 




hos den enkelte, derefter hos familien, 
og allersidst hos kirken. I overensstem- 
melse med dette princip bør vore 
familier stræbe efter at blive selvstændi- 
ge og uafhængige i hjemmeproduktion 
og oplagring ved at: 

1 . producere fødevarer på vor egen jord, 
og også producere en passende mængde 
andre nødvendighedsartikler, hvor det 
er muligt. 

2. lære de bedste metoder for opbevaring 
af det, som vi producerer. 

3. på passende vis opbevare, alt hvad vi 
har, idet vi bruger de bedste metoder 
der, hvor vi lever. Kirken anbefaler, at vi 
opbevarer mindst et års forråd af 
fødevarer og tøj, og, hvor det er muligt, 
brændsel. Forråd afvand er også vigtigt. 
De fødevarer, vi opbevarer, bør være 
tilstrækkelige til vores kost, begyndende 
med livsfornødenhederne og suppleret 
med det, vi er i stand til. (Se Den danske 
Stjerne for okt. 1976 s. 105 ff. og for apr. 
1977 s. 65 ff.) 

4. benytte det, vi har, på passende måde, 
idet vi udviser flid og undgår spild. 

Et års forråd koster en mængde penge - 
penge, jeg ikke har lige nu. Når det er så 
vigtigt, at min familie har et års forråd på 
lager, bør jeg så låne nok penge til at få 
det lager lige med det samme? 
Nej. Kirken lærer, at vi ikke bør sætte os 
i gæld. Da velfærdsprogrammet først 
blev startet, tilrådede præsident J. 
Reuben Clark: „Lad os undgå gæld, 
som vi ville undgå pest; hvor vi nu er i 
gæld, må vi stræbe efter at komme ud af 
den; hvis ikke i dag, så i morgen. Lad os 
helt og holdent leve inden for rammerne 
af vores indtægt og dertil spare lidt op." ( 
Conference Reports, April 1937, p. 26) 
Det råd er stadig godt. Og selv om et 
forråd er yderst vigtigt, er det ikke 



31 



tilstrækkeligt til at overtræde det ene 
princip for at efterleve det andet. 
Familier kan efterleve begge principper 
ved at planlægge at samle deres 
grundlager på ordentlig og systematisk 
måde, efterhånden som forholdene 
muliggør det. Der er mange måder - 
udover at låne - til at få begyndt på 
fødevareoplagring. 

Som præsident Kimball har sagt: 
„Beredskab er, når man søger at nå det 
på rette vis, en livsstil, ikke et pludseligt, 
iøjnefaldende program." (Oktober 1976 
Regional Representatives Seminar ad- 
dress) 

Hvorfor har vi brug for et års forråd? Har 
kirken ikke projekter, der vil sørge for 
dens medlemmer? 

Det vigtigste formål med kirkens 
produktionsprojekter er at skaffe 
fødevarer og brugsartikler til biskopper- 
nes forrådshuse, så biskoppen eller 



grenspræsidenten i tilfælde af nød kan 
benytte sig af disse varer til omsorg for 
de fattige, trængende og ulykkelige. 
Produktionsprojekterne giver også ar- 
bejdsmuligheder, hvor forældre kan 
arbejde side om side med deres børn og 
med andre medlemmer af kirken fra alle 
samfundslag. Det giver gode muligheder 
for at helliggøre tid og talenter, til at dele 
med andre og til fremme af fællesskab. 
Blandt andet virker disse projekter også 
som brugbare landreserver og hjælper 
medlemmerne til at lære og bevare den 
kundskab, som er nødvendig for at 
opretholde deres uafhængighed og 
selvtilstrækkelighed i nødens stund. 
Et stort antal af kirkens produktions- 
projekter er landbrugsmæssige jord- 
brug, frugtplantager, mælke og oste- 
fremstilling, kvægdrift, honningfrem- 
stilling, fjerkræavl og lignende. Der er 
dog også projekter for fremstilling af 
brugsartikler foruden konserveringsfa- 





32 



brikker, bagerier og andre fremstillings- 
projekter. 

Kirkens medlemmer har mulighed for 
og pligt til at udføre projektopgaver, når 
de tildeles igennem warder og grene. På 
den måde kan der sikres et konstant 
lager af varer. De har også mulighed for 
at helliggøre deres reserver ved rigelige 
fasteoffergaver og andre bidrag til 
velfærdet således at de fattiges, de 
trængendes og de ulykkeliges behov kan 
dækkes. 



Hvad kan kirkens medlemmer gøre i de 
lande, hvor fødevareoplagring er ulovlig? 
Kun nogle få lande har endnu 
restriktioner, der forbyder borgerne at 
oplagre fødevarer. De fleste sådanne 
regler i lovgivningen skyldes årsager, der 
ikke længere er aktuelle. Mange er for 
eksempel levn fra krigsårene, da 
fødevarer var mangelvare, og hamstring 
et problem. I sådanne tilfælde kan 
kirkens medlemmer gøre det, der er 
lovmæssigt og klogt og passende for at 
få disse love forandret. Hvor det ikke er 
tilladt, er der intet alternativ. 
For eksempel kan hjemmeproduktion 
fremhæves, hvor det ikke er muligt at 
opbygge et hjemmeforråd. Børnene kan 
blive dygtige til at producere passende 
nødvendighedsartikler. De kan lære 
principperne om flid og de kan dyrke 
køkkenhaver. De endnu ikke optagne 
grøntsager og endnu ikke plukkede 
frugt udgør i sig selv en god 
fødevarereserve. 

En anden mulighed er , levende lager." 
Under mange forhold, hvor det er 
ulovligt at opbevare fødevarer på 
hylderne, er det helt legalt at opbevare 
dem „på hoven," dvs. i form af levende 
køer, høns, geder, får,grise osv. eller 
som en stadig igangværende nyttehave. 
Derved er det muligt at vedligeholde et 
betydeligt forråd af nogle af de 
grundlæggende fødemidler. 
Det er også i mange tilfælde, hvor det er 
ulovligt at opbevare store mængder af 



fødevarer, tilladt at have i hvert fald 
nogle ugers forråd på lager. 

Bør studenter og elever eller andre, som 
flytter meget rundt, eller som bor i små 
lejligheder, prøve at opbevare føde og 
andre varer? 

Elever og studenter, som har begrænset 
plads, eller sådanne som ofte flytter, og 
som endnu ikke har påbegyndt deres 
tilværelse som selvstændig familie, bør 
omhyggeligt overveje deres eget behov 
og det, der er vigtigst for dem, idet de 
holder det princip for øje, at 
enkeltpersoner og familier først og 
fremmest har ansvar for deres eget 
velbefindende under alle omstændighe- 
der. Barbara B. Smith, generalpræsi- 
dentinde for hjælpeforeningen, svarede 
følgende, da hun blev spurgt, om Unge 
Voksne søstre burde prøve at 
påbegynde et fødevareoplagrings- 
program: 

„Vi opfordrer dem ikke, mens de går i 
skole, til at starte et udstrakt 
fødeopbevaringsprogram, men vi me- 
ner, at de bør lære sparsommelig 
livsførelse: Hvordan man planlægger, 
budgetterer og sparer penge op. De kan 
lære at have mere end én eller to ugers 
forråd på lager. De kan lære sunde 
indkøbsvaner." (Ensign, March 1977, p. 
37) 

Men hvis man går i skole og er gift, eller 
man er færdig med skolen og lever 
selvstændigt, eller man bor i en lille 
lejlighed, eller når man er nødt til at 
flytte ofte, bør man arbejde på at 
overvinde situationens begrænsninger: 



33 



„Ofte kan grundbestanddelene i et 
forråd som hvede, tørmælk, sukker eller 
honning og salt opbevares på meget 
begrænset plads. Skabe, loftsrum, 
pladsen under sengene eller plads, der er 
stillet til rådighed hos familiemedlem- 
mer eller venner, kan benyttes som 
opbevaringsplads." I sådanne tilfælde 
„er det bedre at have fødevarer til nogle 
få måneder end slet ikke at have noget 
opbevaret." (Brochuren om hjemme- 
forråd) 

Her nogle yderligere metoder til 
opbevaring i sådanne situationer: 

1. Opbevar fødemidler på steder, der 
kan udnyttes med dobbelt formål: 
Kasser, der tjener som underlag for 
madrasser, under borde, osv. 

2. Man kan slutte sig sammen med 
andre familier i lignende omstændighe- 
der, og alle bidrager til et fælles lager, der 
fortsætter, også efter at nogle af 
deltagerne rejser væk. (Det er ikke en 
idéel løsning men en mulighed. 
Kommer en virkelig krise bør vi alligevel 
være villige til at dele det, vi har med 
andre.) 

3. Hvis det er muligt, kan man være 
sammen med sine forældre eller en 
anden „adopteret" men stabil familie og 
bidrage til deres fødevarelager i fuld 
forståelse af, at man må deles om det i 
tilfælde af en nødsituation. 




Er der gode erstatningsmuligheder for 
dem, der bor i tropiske eller halvtropiske 
egne? 

Tropiske og halvtropiske egne giver 
gode muligheder, som de mere 
tempererede lande ikke har. I tropiske 
lande er det muligt at have helårshaver, 
der året rundt yder en god høst af frugt 
og grøntsager. Grød og brødkorn kan 
erstattes af taro, manioca og søde 
kartofler, som allesammen kan efterla- 
des i jorden i lang tid uden at høstes. 
Tørmælk kan erstattes med fisk, fjerkræ 
eller svin. 

Da de høje temperaturer begrænser 
levetiden for opbevarede fødevarer, bør 
lageret udskiftes langt hurtigere end 
indenfor det år, som man regner med 
andre steder. Fødevarer skal altid 
opbevares køligst muligt. Tørrede 
fødevarer er påvirkelige af fugtighed og 
skal opbevares tørt. 




34 



Fred 

Tale ved stavskonferencen, d. 7. maj 1978 

af Amt Valgren, andenrådgiver i København Stav. 



Mon ikke I alle kender det, at bestemte 
ord, lyde eller dufte får jer til at tænke på 
en eller anden bestemt begivenhed? 
Når jeg nu nævner ordet fred, så er der 
sikkert mange af jer, som kommer til at 
tænke på ,4. maj' og ,lys i vinduerne' - 
Det er jo lige i disse dage, vi bliver 
mindet om den dag for 33 år siden. 
Nhrjeg tænker på ordet fred, så ser jeg 
mig selv, 8 år gammel, på vej hjem til 
Nordnorge sammen med mine forældre 
og mine (dengang) fem søskende - efter 
at vi havde været evakueret i krigens 
sidste tid helt ned til det sydligste Norge. 
Vi kom hjem for at opdage, at vores 
barndomshjem var jævnet med jorden, 
og vi måtte i lang tid bo i et lille værelse 
alle 8, indtil min far fik bygget et lylle 
hus, vi kunne flytte ind i. 
Men det gjorde alt sammen ingenting, 
for vi var kommet hjem til det sted, hvor 
vi hørte til, og alting var igen trygt og 
godt. 

Så for mig betyder ordet fred netop, at 
jeg har det trygt og godt. Og det betyder 
også lys og glæde - for vi kom netop 
hjem om sommeren, hvor vi kunne 
glæde os over igen at se Midnatsslolen. 
Man kan godt sige, at ordet fred har en 
stor betydning for mig, men selvfølgelig 
har begrebet fred det ikke mindre. 
Jeg elsker fred omkring mig. Jeg elsker 
min familie, og jeg har det bedst, når vi 
har det fredeligt med hinanden. - Så jeg 
synes virkelig, at mit hjem er det 
dejligste sted på jorden. 
Det er slet ikke så mange år siden, at det 
var ganske almindeligt, at man hilste 
hinanden med ordene: ,Goddag og 
Guds fred.' 
Og læg mærke til, at hyrderne på 



marken ved Kristi fødsel blev hilst med 

ordene: ,Ære være Gud i det højeste! og 

på jorden fred i mennesker der har hans 

velbehag.' (Lukas 2:14) 

Ligeså hilser Paulus Korinterne med 

ordene: ,Nåde være med eder og fred fra 

Gud vor Fader og Jesus Kristus.' (1. 

Kor. 1:3) 

I Helaman (5:47) hører vi om, at Gud 

selv siger til folket: Fred, fred være med 

jer på grund af jeres tro på min 

højtelskede Søn, som var til ved verdens 

begyndelse.' 

Ja, mange mange steder i skrifterne 

læser vi om fred, og det er altid noget 

godt, det er altid noget, som er 

eftertragtelsesværdigt. Og det er oven i 

købet et af Kristi navne. Vi kan huske, at 

han hos Esajas (9:6) blandt andet kaldes 

Fredsfyrste - altså den, som er over 

freden. 

Ethvert menneske på denne jord higer 

efter lykke og fred. Og det ser også ud 

som om, det er en af de største gaver, vi 

kan få 

Tænk bare på den præstelige velsignelse, 

som står i fjerde Mosebog (6:26), hvor 

den sidste del lyder således: ,Herren løfte 

sit åsyn på dig og give dig fred.' 

Herren ønsker at give os fred, og han 

ønsker, at vi skal holde fred. 

skal holde fred. 

Det siges helt utvetydigt i Esajas, at: ,De 

gudløse har ingen fred.' (Es. 48:22), men 

i Bjergprædikenen siger Kristus: , Salige 

er de, som stifter fred, for de skal keldes 

Guds børn.' (Matt. 5:9) 

Det er en vidunderlig forjættelse, at blive 

kaldt Guds børn, men der står jo også 

tydeligt, at der må gøres en indsats for 

det. 



35 



Fred er noget, man må arbejde for at få, 
og det er noget, der skal passes og plejes, 
når det først er der. 
I vore familier må vi arbejde på at stifte 
og bevare fred - Vi må gøre det i skolen, 
på arbejdspladsen og ikke mindst i 
kirken. Vær aldrig for store til at stikke 
en undskyldning og glemme en 
uoverensstemmelse. Intet er så dyrebart 
som fred iblandt os, og intet er så farligt 
som ufred. 

Jeg havde fornylig lejlighed til at læse i 
en karakterbog fra skolen. Karaktererne 
var pæne og nydelige. Men det, som jeg 
især lagde mærke til var, at der stod et 
langt rosende stykke om eleven, hvor 
der bl.a. stod, at vedkommende var en 
stor gevinst for klassen på grund af sit 
gode humør og sine fredsstiftende 
egenskaber. 

Jeg synes, det var lige netop det, en sidste 
dages hellig skoleelev skulle være kendt 
for. 

Og så tænkte jeg lidt på den 
,karakterbog', som jeg sikkert har oppe 
hos Vorherre. Mon der også står, at jeg 
er en stor gevinst - eller står der det 
modsatte? 

Ja, en gang imellem kan det være godt at 
tænke over, hvad der bliver skrevet om 
os i Livets Bog. 

Vi er selv herre over, hvad der skal stå, 
og vi er selv herre over at forandre jursen 
her og nu, hvis det er nødvendigt. 
Her i den sidste tid har jeg gået og malet 
og tapetseret lidt derhjemme, og det er jo 
dejligt at få gjort! Og flere gange, når 
man sådan står og maler, så træder man 
et skridt tilbage for at bedømme sit 
arbejde. Man skal se, om det er 
ordentligt lavet - om der er nogle 



,helligdage' - om der er noget, der skal 

rettes. 

Og sådan kunne det måske være nyttigt 

for os, om vi en gang imellem sådan 

åndelig talt trådte et skridt tilbage og 

bedømte vores liv for at se, om der var 

noget, der trængte til at blive rettet. Det 

kan af og til hjælpe at prøve at se tingene 

i et andet perspektiv. 

Men hvor vil jeg nu hen med det? Hvad 

har det med fred at gøre? 

Jo, som jeg sagde, så er fred en af de 

kosteligste gaver. Men vi må arbejde for 

den. Og det arbejde består i at gøre dét, 

der er ret for Herren! At efterleve 

budene, at arbejde for Herrens sag - det 

er dét, der vil give os fred. 

I kender alle sammen det enkle vers, som 

siger: 

, Lykkeligt den, som har fred med sig 

selv, 

fred med sin Gud og fred med sin næste. 

Går det i verden så op eller ned, 

han har i livet dog vundet det bedste.' 

Det er enkle og sande ord, som vi alle 

forstår. 

Og Herren siger det også selv på den 

måde, som ikke er til at misforstå: 

Det står i Lære og Pagter 59:23: 

,Men lær, at den, der gør retfærdigheds 

gerninger, skal få sin løn, nemlig fred i 

denne verden og evigt liv i den 

tilkommende.' 

Det er et helt vidunderligt skriftsted, 

som nok kan give anledning til 

eftertanke. 

Jeg ønsker for os alle, at netop dét - at 

gøre retfærdigheds gerninger for at opnå 

fred og et evigt liv - må være målet for 

vor stræben, og jeg beder til, at Herren 

vil velsigne og hjælpe os dermed. 



36 



Åndelig sult 



af William G. Dyer 

LJa. jeg gik på universitetet lige 
efter den anden verdenskrig, kom jeg i 
universitetets ward i byen. Jeg kan 
huske, jeg engang var i en 
søndagsskoleklasse, hvor læreren var en 
ung, hjemvendt soldat ligesom mig selv. 
En dag fortalte han om en oplevelse, han 
havde haft som soldat. På vej til et SDH 
møde traf han en ven, et medlem, som 
han var vokset op sammen med. Han 
inviterede denne unge mand med til 
mødet. Men hans ven sagde: „Nej tak, 
jeg er forlængst holdt op med at gå til de 
møder." 

„Hvordan kan det være?" 
Han sagde: „Jo, ser du, jeg gik i kirke år 
efter år, og jeg kan ikke huske en eneste 
tale, en eneste søndagsskolelektie, som 
jeg nogen sinde har lyttet til. Du var i 
søndagsskole og til nadvermøde i 
søndags, var du ikke?" Min lærer 
svarede: „Jo, det var jeg." Hans ven 
spurgte: „Kan du huske, hvad talerne 
drejede sig om? Kan du huske, hvad de 
fortalte dig ved de møder?" 
Søndagsskolelæreren sagde: „Jeg må 
indrømme, at det kan jeg ikke huske." 
Så spurgte den anden unge mand: 
„Men, hvorfor går du så til de møder? 



Hvis du ikke kan huske, hvad der blev 

talt om, hvorfor går du der så?" Mens 

han fortalte dette, blev jeg interesseret 

og prøvede at huske, hvad der var blevet 

sagt under nadvermødet sidste søndag. 

Men det kunne jeg ikke! Så jeg var 

spændt på, hvad søndagsskolelærerens 

svar ville blive. Og her er, hvad han 

sagde til den unge mand: „Du spiser tre 

måltider om dagen, gør du ikke?" . 

„Jo." 

„Du har spist dem hele dit liv. Kan du 

huske, hvad du fik at spise sidste uge?" 

„Nej." 

„Kan du huske, hvad du spiste i 

søndags?" 

„Nej, det kan jeg ikke." 

„Jamen, hvorfor spiser du så? Hvis du 

ikke kan huske alle de måltider, du har 

spist, hvorfor spiser du så?" 

Fyren sagde: ,' Selvfølgelig fordi jeg ville 

sulte, hvis jeg ikke gjorde det." 

Søndagsskolelæreren sagde: „Det er 

nøjagtigt af samme grund, jeg går til 

disse møder. Vores åndelige jeg, vores 

sjæl, kræver en vis portion åndelig føde, 

og hvis vi ikke får den, så dør vores sjæl. 

Og det er noget, jeg ikke ønsker skal 

ske." 



37